Kåre Mølbak: Danskerne skal regne med at holde afstand i mindst et år
Der vil ikke foreløbigt blive lempet på sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde afstand til hinanden, fastslår Kåre Mølbak.
Danskerne kommer ikke foreløbigt til at uddele knus, kys og håndtryk til hinanden. Det fastslår faglig direktør i Statens Seruminstitut, Kåre Mølbak i et interview med Berlingske.
Og at skråle med til ens yndlingsmusikers sange til koncerter eller nyde en teaterforestilling har ligeledes lange udsigter, spår direktøren i interviewet.
At vi samler os i store forsamlinger har lige nu lange udsigter, så længe coronavirusen er på besøg som udbuden gæst i landet.
»Det betyder, at vi ikke behøver at stimle sammen til fredagsmorgenmad på arbejdspladsen, og det betyder også, at vi skal holde igen med håndtryk, kram og kindkys. Til gengæld kan man jo mødes på andre måder. Eksempelvis via Skype eller på Zoom, som mange gør i dag,« siger Kåre Mølbak til Berlingske.
For selvom det er uklart, hvordan virus vil opføre sig i samfundet i de kommende måneder, så forudser Kåre Mølbak, at under den forudsætning, at virussen ter sig, som den har gjort hidtil, så skal folk holde afstand, indtil der findes en vaccine.
Og det kan tage mere end et år, før man når dertil, mener han.
»Vi kan selvfølgelig ikke lukke alt ned, indtil vi har en vaccine, men det skal ske under den forudsætning, at folk kan holde afstand,« siger Kåre Mølbak.
Dansk Folkepartis partiformand, Kristian Thulesen Dahl reagerede søndag aften på Mølbaks udmelding.
»Social afstand - et helt år! Viser det er vigtigt at finde nye veje for ældre, udsatte, syge, så de alligevel kan se deres pårørende! Alt andet r helt uholdbart! Regeringen har lovet handling indenfor få dage! Det vil vi holde dem op på!« skrev DF-formanden på sin Twitter-profil.