Fortsæt til indhold
Indland

Københavnsk pizzasucces brændt inde med 12.672 poser mozzarella

De mange poser mozzarella var allerede bestilt, da coronakrisen ramte. Så nu giver Gorm's pizza osten væk.

Får tanken om en klassisk tomatsalat med mozzarella, olivenolie og friskplukket basilikum tænderne til at løbe i vand? Eller måske en brandvarm pizza Margaritha?

Er svaret ja, så kan den københavnske pizzakæde Gorm’s lige nu levere i hvert fald én af ingredienserne til de ovenstående italienske hofretter. Og det helt gratis.

Vi nænner simpelthen ikke at smide al den lækre ost ud.
Gorm's Pizza

Kæden er på grund af coronakrisen nemlig brændt inde med intet mindre end 12.672 poser mozzarella, som restaurant- og take away-kæden ikke selv får brug for.

Og derfor har de besluttet sig for at forære dem væk til mozzarella-hungrende danskere. Det skriver kæden på sin Facebook-side.

»Det var en ordre, som vi allerede havde lagt, og som vi naturligvis tog imod fra vores søde leverandør. Udløbsdatoen på osten er 11. april, og vi kan derfor ikke nå at bruge den selv. Men det kan I måske. Derfor giver vi mozzarella væk til alle interesserede, indtil vi ikke har mere. Vi nænner simpelthen ikke at smide al den lækre ost ud,« skriver de i opslaget, der i skrivende stund har 3.500 kommentarer og 3.000 delinger.

I opslaget uddyber Gorm’s desuden, at man tager de retmæssige forbehold for at overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer og undgå smitte, når osten hentes på den oplyste adresse i Herlev.

Derfor vil osten blive sat frem på borde, hvorefter én kunde ad gangen kan forlade sin respektive bil eller cykel og hente den gratis spise.

»Vi håber, at mange har lyst til at kigge forbi, så mozzarellaen ender i glade maver i stedet for skraldespanden,« slutter den gavmilde pizzakæde opslaget.

Gorm’s har i alt 11 restauranter rundt om i landet, men primært i København. Som så mange andre danske spisesteder må kæden lige nu kun tage i mod take away-bestillinger og altså ikke have besøg af spisende gæster som et resultatet af regeringens omfattende nedlukning af landet.

Det har haft den helt lavpraktiske betydning for kæden, at 40 funktionæransatte i pizzakæden sammen med ledelsen er gået 25 pct. ned i løn for at undgå fyringer blandt kædens i alt 250 ansatte.

Artiklens emner
Gorm's