Fortsæt til indhold
Indland

Passagerløst krydstogtskib tvunget i dansk havn i fire uger

Krydstogtskibets 479 besætningsmedlemmer må ikke forlade skibet i de fire uger det ligger i Fredericia Havn grundet smittefare.

Ikke kun fly-, men i særdeleshed også krydstogtsbranchen er ramt af den omfattende nedlukning af verdenssamfundet i forsøget på at stoppe spredningen af corona på tværs af landegrænser.

Det betyder nu, at krydstogtskibet Aidamar og dets 479 besætningsmedlemmer skal tilbringe fire uger i Fredericia Havn. Det skriver Fredericia Dagblad.

Skibet har været uden passagerer i over 14 dage, og besætningsmedlemmerne har dermed været i tvungen karantæne på havet, efter at man mistænkte netop personer blandt besætningen for at være smittet med covid-19.

Der er dog ingen, der efter de to uger viser tegn på smitte, oplyser skibets kaptajn ifølge mediet.

Det tyske selskab, der ejer skibet, Aida, beordrede allerede 13. marts alle skibe til at søge mod havn og blive der indtil starten af april. Siden har skibet både befundet sig i den tyske havneby Bremerhaven og nu altså Fredericia.

Normalvis sejler skibet i Vesteuropa, Østersøen samt til de Kanariske Øer.

Krydstogtskibet ses her i den tyske havn, Bremerhaven, hvor det befandt sig i midten af marts. Foto: Patrik Stollarz/AFP

Havneselskabet ADP, der ejer og driver Fredericia Havn, har forbudt besætningen at gå i land og inddraget deres landpas. Det oplyser Rune D. Rasmussen, administrerende direktør i ADP til Fredericia Dagblad.

»Der er ingen passagerer ombord - kun besætningsmedlemmer. Skibet har brug for et sted at være i fire uger, indtil det enten kan komme i drift igen eller skal i dok på mere permanent basis,« fortæller han og understreger, at det er sikrest for besætningen at blive på skibet af hensyn til coronasmittefare.

ADP har nu fået opsat et wifi-signal på kajen, så besætningsmedlemmerne nemmere kan komme i kontakt med deres respektive familier.