Fortsæt til indhold
Indland

20.000 virksomheder har søgt om løntilskudsordning

Myndighederne gav torsdag deres daglige statusmøde om coronasituationen i Danmark.

På det efterhånden daglige pressemøde gav de danske myndigheder torsdag en status på coronavirussens udvikling i landet.

Til stede var bl.a. direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet , Erik Brøgger og Kommunikationsdirektør i Rigspolitiet, Anders Frandsen.

Beskæftigelsesministeren tog ordet som den første.

Her slog han fast, at siden nedlukningen af Danmark 14. marts har 44.000 danskere meldt sig ledig som konsekvens af coronakrisen. Stigningen er ifølge beskæftigelsesministeren størst blandt unge mellem 20 og 29 år.

Men Peter HUmmelgaard greb også fat om, hvad ministeren ser som et lyspunkt. Nemlig at 20.000 virksomheder har søgt om at få del i den lønkompensationsordningen, som blev indgået som en del af trepartsaftalen tidligere i marts.

»Det er tankevækkende, imponerende og vi ser det som et udtryk som en ordning, der har virket med stor succes.«

Foruden beskæftigelsesdagsordenen fyldte testkapaciteten i sundhedsvæsenet endnu engang på dagsordenen på det næsten daglige pressemøde.

Her kommenterede Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm på myndighedernes teststrategi, hvor man har en ambition om at teste mellem 5.000 og 10.000 personer om dagen i Danmark. Tallet ligger lige nu ifølge direktøren på omring 3.000.

»Antallet af test i sig selv er ikke et succeskriterie, men vi skal teste de rigtige. Og der er jeg tryg ved de nye retningslinjer, som man har sendt ud,« sagde han med henvisning til, at Sundhedsstyrelsen onsdag sendte nye retningslinjer om sundhedsvæsenets håndtering af corona.

Her vil man som noget nyt nu også teste personer med milde symptomer, og ikke kun moderate til svære, som det hidtil har været tilfældet. Han uddybede, hvordan man som borger skal forholde sig, hvis man mener, man skal testes for covid-19.

»Her skal man ringe til praktiserende læge,« fastslog han.