Regeringen klar med hjælpepakke til udsatte børn og unge
Pengene fordeles blandt i alt ni organisationer, der alle arbejder med udsatte børn og unge og deres familier.
Med samtlige af Folketingets partier i ryggen har regeringen afsat 13,5 mio. kr. i en såkaldt »akut børnepakke« til i alt ni organisationer, der alle arbejder med udsatte børn og unge.
Pengene stammer fra en pulje på i alt 25 mio. kr. på finansloven for 2020, og var oprindeligt tiltænkt som driftstilskud til civilsamfundsorganisationer. Parterne er dermed blevet enige om at fremrykke og omprioritere over halvdelen af puljen.
»Mens det er en svær situation for hele samfundet, så er der ingen tvivl om, at de mest sårbare kommer særligt i klemme af det her. Pengene skal anvendes her og nu, hvor der er ekstra pres på udsatte børn,« udtaler social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) til mediet og understreger samtidig, at håndrækningen blot er en del af løsningen.
Tilskuddet kommer ifølge Information efter at hjælpeorganisationerne har oplevet, coronavirussen presser børn og unge fra sårbare hjem og deres familier.
Ifølge Social- og Indenrigsministeriet skal pengene bruges til at »løse kapacitetsudfordringer, da organisationerne er nødsaget til at ændre nogle af deres tilbud eller oplever større efterspørgsel.«
Ministeriet foreslår bl.a. at penge kan finansiere rådgivningstilbud over telefon eller sociale medier, indsatser i den enkelte familier, praktisk hjælp til hverdagen eller mad til de mest udsatte.
De ni organisationer tæller Red Barnet, TUBA, Børns Vilkår, KFUM, Dansk Røde Kors, Blå Kors, Mødrehjælpen, Psykiatrifonden og Kirkens Korshær.