Fortsæt til indhold
Indland

Undgår smitte: 15-årige mødes til middag på nettet

Dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen har tidligere kritiseret de unge for ikke at tage myndighedernes påbud om corona alvorligt. Men flere begynder nu at mødes virtuelt til fester og mad.

Fester og invitationer til fredagsbar over Skype, Facebook og andre sociale medier. Flere unge forsøger nu at finde alternative måder at mødes på i skyggen af det verdensomspændende coronaudbrud, der har lagt gader og natklubber øde landet over.

En af dem er den 15-årige Sonja Lubich fra Valby i København, der i forrige weekend for første gang spiste virtuel middag med sine veninder via Facebooks Messenger-funktion.

»Det var noget, som vi havde snakket om at gøre, fordi vi vil undgå at sprede den farlige virus. Det var super godt. Jeg havde lavet hjemmelavet burger, og så gik vi ellers i gang. Mine veninder havde også lavet mad og var med i hver deres billede på min skærm,« fortæller Sonja Lubich om onlinemiddagen, der foregik lørdag fra kl. otte om aftenen til halv et om natten, hvor hun gik i seng.

Det var super godt. Jeg havde lavet hjemmelavet burger, og så gik vi ellers i gang.
Sonja Lubich, 15 år, holdt virtuel fest med venner

Sonja Lubich siger, at flere af hendes venner nu holder virtuelle middage sammen online. Ja, faktisk er det blevet en hel trend, hvilket lederen af ungdomsskole og fritid i Fredericia Kommune, Søren Pedersen, også kan nikke genkendende til. I sidste uge lukkede fritidstilbuddene og skolerne i Fredericia ligesom i andre dele af landet. Siden har et team af kommunens pædagoger haft kontakt med de unge for at høre, hvad de bruger deres tid på.

»Allerede for nogle dage siden sendte vi en besked ud til de unge om, at de skulle overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer om ikke at mødes mange og feste. Og jeg må sige, at det ser ud, som om de har lyttet. De har fundet alternative måder at mødes på – f.eks. på sociale medier over internettet,« siger Søren Pedersen.

Klart budskab

Diskussionerne om de unges festvaner og manglende efterlevelse af Sundhedsstyrelsens retningslinjer i forbindelse coronaudbruddet tog for alvor fart tirsdag i sidste uge, da både dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen trådte frem i to tv-transmitterede taler med et klart budskab.

»Det kan godt være, at du er ung og rask, men du kan bære smitten videre til andre mennesker, uden at du ved det,« udtalte statsministeren, mens dronningen udtrykte forståelse for, at det kan være svært for unge ikke at mødes med vennerne.

Dronning Margrethe deltager i indvielse af Rigshospitalets Nordfløj, den 14. Januar 2020. Dronning Margrethe vil tale til den danske befolkning tirsdag aften. Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse. Det skriver Ritzau, tirsdag den 17. marts 2020. Arkicfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

»Men I har jo både tiden for jer og andre måder at mødes på i denne digitale tidsalder,« sagde dronning Margrethe bagefter særskilt i en appel til Danmarks ungdom.

Det samme budskab fik statsministeren ud på det sociale medie Youtube i sidste uge. Sammen med youtuberen Alexander Husum, hvis kanal har 382.000 abonnenter, advarede hun de unge om at samles i store mængder og til fester.

Den appel har Sonja Lubich nu har taget til sig, fortæller hun.

»Jeg vil gerne være med til, at vi får stoppet smitten. Og jeg synes også, at jeg kan mærke på mine venner, at de begynder at tage det alvorligt. I starten var det mere sådan noget med, at det bare er en influenza. Det var ikke noget, vi tog os af, og det var bare fedt at have fri. Men alvoren er gået op for os,« siger hun.

Fransk appel

I Frankrig har den franske indenrigsminister, Christophe Castaner, ifølge nyhedsbureauet AP også appelleret til de unge om at udvise samfundssind.

»Nogle opfører sig, som om de er små helte, når de bryder reglerne. Men det er I ikke. I er dumme og til stor fare for jer selv«, har han ifølge AP sagt.

Det skete efter flere episoder, hvor de unge ifølge AP havde nægtet at bryde op på gader og stræder, efter at politiet havde bedt dem om det. Helt så galt er det altså ikke gået i Danmark.

Lørdag i sidste uge kom det dog frem, at flere unge var blevet testet positiv for covid-19, efter de havde spillet drukspillet beerpong. I spillet skubber man en bordtennisbold fra krus til krus, som man drikker af. Optrinnet fik hårde ord med på vejen af professor ved infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet Jens Lundgren, der over for flere medier kaldte det »tankeløst«.

Det står han ved. Men han siger også, at der de seneste dage ikke er kommet flere unge ind med smitte efter drukspil.

»Så jeg tror, at budskabet er ved at fæstne sig. Unge er gode til at værdisætte nye tendenser over for hinanden, og det skal der også til. For vi skal også have de unge med. Ellers får vi ikke brudt smittekæderne,« siger han.

Sonja Lubich er enig og slår fast, at det ikke er sidste gang, at hun holder onlinemiddag med sine veninder.

»Nej, det er det ikke. Det kommer vi til at gøre igen. Ellers bliver vi alt for ensomme,« siger hun.