Søndag sad folk i hver deres ende af bænkene ved Søerne

Politiet melder om, at der i weekenden blev udskrevet meget få bøder for at overtræde forsamlingsforbuddet. I stedet forsøger man at bruge dialog og vejledning.

Artiklens øverste billede
Ensretning af stierne ved Søerne i København skal forhindre, at folk kommer for tæt på hinanden. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Søndag skulle politiets anvisninger om, at folk ikke må forsamles i grupper på over 10 og bør holde afstand i det offentlige rum, stå deres prøve. Solskinnet, som københavnerne søndag formiddag kunne se ud af vinduet, kunne foranledige mange til at gå ud i byens rum.

Ved Søerne i København, hvor mange tusinde ofte søger hen, når vejret er godt, var den ubrudte vind henover Sortedamssøen dog bidende kold, idet den passerede ind over stierne langs søen. Måske var det politiets opråb, måske var den kulden – i hvert fald var der ikke specielt mange mennesker på stierne ved Søerne.

Jeg synes, at det (ensretning af stier, red.) giver meget god mening. Når man normalt går rundt om søerne, går man jo tæt på hinanden.

Victor Munck Nørbo, København

I hvert hjørne af de københavnske søer var der hele weekenden placeret folk fra kommunen til at hjælpe borgerne med at overholde den ensretning, som Københavns Politi lørdag lancerede.

Færre mennesker

Jyllands-Posten mødte Nicholas Parking, der arbejder som lærer på en sprogskole, for enden af Sortedamssøen. Han sad med god afstand til veninden, der også sad på bænken.

»Det er, som om her bliver færre og færre mennesker for hver dag. I fredags synes jeg, at der var for mange samlet hernede,« siger han.

Nicholas Parking var meget positiv over for regeringens og politiets tiltag, der skal mindske udbredelsen af coronavirus.

»Jeg synes, at det er dybt ansvarligt med alle de tiltag, som regeringen i øjeblikket laver. Jeg er meget imponeret, og det tror jeg også, at de fleste er,« mener han.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Nicholas Parking havde også et bud på, hvorfor nogle har trodset myndighedernes anvisninger:

»Mennesker er jo sociale væsener, og derfor kræver det en omstilling for folk. Det kan man ikke blot gøre på fem minutter. Folk skal lære, at det her er alvorligt. Man kan jo sige, at det er en ny måde at leve på,« siger han.

På en anden bænk sad Anna Schmidt og Victor Munck Nørbo. De havde ligesom Nicholas Parking og veninden valgt at sidde med en smule afstand til hinanden.

»Det er jo lidt underligt med den her ensretning, men det giver jo god mening. Jeg har endnu ikke set nogen, som går i den forkerte retning,« fortæller Anna Schmidt.

Også Victor Munck Nørbo var positiv over for ensretningen:

»Jeg synes, at det giver meget god mening. Når man normalt går rundt om søerne, går man jo tæt på hinanden.«

Myndighederne guider folk til at gå i den rigtige retning. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Ingen bøder søndag

Københavns Politi oplyser, at der søndag ikke umiddelbart har været nogen bøder eller sigtelser mod folk i det fri. Fredag blev indehaveren af en vandpibecafé sigtet for at have 23 gæster i caféen, og lørdag var der tre sigtelser rettet mod erhvervsdrivende i København.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller vagtchef Ivan Gohr Jensen:

»Vi har valgt dialogen og vejledning indtil videre. Det er i alle tilfælde blevet efterkommet, så der har ikke været grundlag for at give bøder eller påbud.«

Samme melding giver vagthavende Henrik Karlsen ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi:

»Vi har været ude og tale med en del mennesker og give henstillinger, og det har løst problemerne. Vi har ikke udstedt bøder eller sigtelser.«

Fyns Politi lukkede fredag og lørdag to beværtninger med bøder på 5.000 kr. til ejerne.

I hele Indre By i København var der søndag meget færre mennesker, end der plejer at være. Ved Storkespringvandet var der så få mennesker, at man skulle tro, at man var havnet på torvet i Nykøbing Mors en torsdag formiddag. Generelt var det i København søndag et særsyn at se grupper på mere end tre personer sammen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen