Eksamen blev aflyst: »Vi er usikre på, hvad det ender med«
Danske Studerendes Fællesråd opfordrer til, at studerende ikke kommer i hverken økonomisk eller studiemæssig klemme som følge af, at tusindvis af eksaminer bliver ændret, udsat eller aflyst.
De mange ændrede eller udsatte eksaminer på de videregående uddannelser bliver mødt af de studerende med en vis nervøsitet - men også masser af pragmatisme.
26-årige Rasmus Qvist læser på fjerde år til kemiingeniør på DTU. Han skulle den 18. marts have været oppe til en såkaldt stedprøve i et fag indenfor teknologi og management. Men eksamen blev aflyst - og nu skal en senere opgave i stedet tælle 100 pct. på eksamenspapirerne.
Vi er usikre på, hvad det ender med, og hvordan resten af vores eksaminer kommer til at ligge. Især mine kammerater i min læsegruppe, der gerne vil gøre deres kandidat færdig næste semester, er nervøse.Rasmus Qvist, studerende, DTU
»Vi er usikre på, hvad det ender med, og hvordan resten af vores eksaminer kommer til at ligge. Især mine kammerater i min læsegruppe, der gerne vil gøre deres kandidat færdig næste semester, er nervøse,« siger Rasmus Qvist. Han understreger, at han er knapt så påvirket af situationen med aflyste eksaminer, fordi han alligevel ikke har tænkt sig at gøre sin kandidatuddannelse færdig i løbet af det næste halve år.
Som omtalt fredag i Jyllands-Posten påvirker corona-epidemien titusindvis af studerende, der får deres eksaminer aflyst, udsat eller afholdt på helt andre måder end normalt.
Skriftlige eksaminer bliver til flyttet hjem til de studerende, mens mundtlige eksaminer afholdes virtuelt. Men mange bliver også udsat eller aflyst.
Både universiteterne og professionshøjskolerne arbejder i disse dage på højtryk for at få afholdt så mange eksaminer som muligt - ikke mindst indenfor fag, der er vigtige i bekæmpelsen af epidemien. Det kan være sundhedsfag, pædagogiske fag eller specielle fag indenfor ingeniøruddannelser. Uddannelsesinstitutionerne lægger sig også i selen for at undgå, at de studerende bliver forsinket i deres uddannelse.
Rasmus Qvist har både en mundtlig eksamen og en eksamen, hvor han skal arbejde i et laboratorium, der venter.
»Men den, regner jeg ikke med, kan gennemføres,« siger Rasmus Qvist.
Han roser underviserne og professorerne for at gøre alt, hvad de kan for at håndtere den vanskelige situation med fjernundervisning og usikkerhed omkring eksaminer.
»Men de har heller ikke helt styr på, hvad der skal ske,« siger Rasmus Qvist.
På Syddansk Universitet har 23-årige Peter Fischer Olesen, der læser psykologi, også fået udsat en skriftlig eksamen fra mandag til onsdag. Samtidig er en stedprøve blevet lavet om til en hjemmeprøve, hvor der i stedet for en karakter vil blive givet ”bestået” eller ”ikke bestået.”
Hjemmeprøven vil foregå ved, at de studerende skal downloade et softwareprogram, der kaldes eksamensmonitor, der registrerer alt, hvad der bliver gjort på computeren, så universitetet efterfølgende kan gå ind og undersøge eksaminandens aktiviteter, hvis der er mistanke om snyd. Men om der også bliver tale om overvågning via et webcam, ved han ikke.
»Jeg synes ikke, at det gør noget,« siger Peter Fischer Olesen.
Han har endnu en eksamen i juni, der består af en skriftlig opgave kombineret med en mundtlig fremlæggelse.
»Den ved jeg ikke, hvad der skal ske med endnu,« siger Peter Fischer Olesen.
Fra Danske Studerendes Fællesråd lyder opfordringen til uddannelsesinstitutionerne, at det først og fremmest handler om at give de studerende så gode muligheder som muligt.
»Vi har god forståelse for situationen, men eksaminer skal tilrettelægges, så det er fagligt forsvarligt, og ellers må man udskyde dem,« siger Johan Hedegaard Jørgensen, formand for DSF.
Han understreger, at studerende, der bliver forsinket i deres studie på grund af coronavirus, skal have mulighed for at få ekstra klip til SU.
»Der må ikke være nogen, der kommer i klemme på det her.«