Fortsæt til indhold
Indland

Passagererne holder sig væk: Busser og tog kører næsten tomme rundt

Der har været mange tomme sæder i morgentrafikken torsdag og fredag.

Da regeringen tidligere på ugen præsenterede nye tiltag mod spredningen af coronavirus i Danmark, lød beskeden, at danskerne skulle forsøge at holde sig væk fra kollektiv trafik i myldretiden.

Meget kunne tyde på, at de fleste har lyttet til det råd. I hvert fald melder flere trafikselskaber om et stort dyk i antallet af passagerer i de seneste dage - ikke mindst efter at statsministeren onsdag aften meddelte, at skoler og daginstitutioner ville lukke, og de fleste offentligt ansatte ville blive sendt hjem.

»Vi har markant færre passagerer end sædvanligt,« lyder det fra DSB's pressevagt, som ikke umiddelbart har kendskab til, at folk har klaget over, at de ikke kunne få plads i toget på grund af de nye regler for rejser med offentlig transport.

Ifølge DSB var der fredag god plads i de tog, der sædvanligvis kører med pendlere i myldretiden.

Trafikselskabet har indført flere restriktioner for at undgå, at passagererne kommer til at stå for tæt. Bl.a. har man indført krav om pladsbillet på Intercity og Intercity Lyn-tog og indsat lange tog hele dagen for at sprede passagererne mindre.

Fredag morgen lod det dog til, at de fleste passagerer havde valgt enten at blive hjemme eller rejse på andre tidspunkter. På stationen i Holbæk, hvorfra mange sædvanligvis pendler med tog til og fra København, var der næsten mennesketomt på perronen.

Holbæk station var fredag morgen noget mere menneskeforladt end normalt. Foto: JP
Holbæk station fredag morgen. Foto: JP

DSB har valgt at refundere alle købte billetter, også de såkaldte orange-billetter, som ellers ikke kan refunderes, så folk, der alligevel ikke ønsker at rejse med tog, kan få pengene retur. Selskabet har endnu ikke noget overblik over, præcis hvor mange passagerer man har mistet som følge af coronavirussen.

I den københavnske metro kunne man allerede torsdag se et voldsomt fald i antallet af passagerer, og der blev meldt om meget lidt trængsel på selv de perroner, der på en normal dag er fyldte med mennesker.

Danskerne er blevet hjemme og aktiviteten i Cityringen i København var torsdag minimal. Foto: Aleksander Klug
Mange buslinjer i København kørte næsten tomme rundt, dagen efter at regeringen varslede en delvis nedlukning af Danmark med lukkede skoler og hjemsendelse af offentligt ansatte. Foto: Aleksander Klug

Også hos Sydtrafik, som varetager busdriften i det sydlige Jylland, melder pressechef Louise Christine Rasmussen om langt færre rejsende end normalt. Og billedet er det samme hos Midttrafik, der bl.a. driver de aarhusianske busser.

Fra Midttrafik lød beskeden tidligere på ugen, at det ikke var muligt at indsætte ekstra busser eller letbanetog, »da alt mandskab og materiel er i brug i myldretiden«.

Samtidig meldte Aarhus Letbane, der driver letbanen i Aarhus og omegn, torsdag ud, at man på grund af sygdom og karantæne blandt letbanechaufførerne ville overgå til søndagskøreplan fra mandag den 16. marts og 14 dage frem.

»Der er sket et meget stort fald i antallet af passagerer i forbindelse med de foranstaltninger, der er taget i forbindelse med Covid19. Aarhus Letbane og Midttrafik vurderer derfor, at der ikke vil være udfordringer med siddepladskapacitet til kunderne i periode,« lød beskeden torsdag.

Artiklens emner
DSB