Fortsæt til indhold
Indland

Politi og DIF bekræfter: Sag om matchfixing er lukket

Ifølge politiet er der ikke grundlag for at sigte nogen i sagen om FC Roskilde. DIF lukker også sagen.

/ritzau/

Sagen om mulig matchfixing i fodboldklubben FC Roskilde er droppet.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi torsdag i en pressemeddelelse, efter at Ekstra Bladet allerede onsdag skrev, at efterforskningen var indstillet.

- Det er min opfattelse, at der i denne sag er lavet et meget omfattende og grundigt stykke politiarbejde, og jeg er særdeles tilfreds med, at det er lykkedes at få belyst sagen.

- Efterforskningen har imidlertid ikke givet grundlag for sigtelser, hvorfor efterforskningen indstilles, siger specialanklager Anja Lund Liin fra Midt- og Vestsjællands Politi i pressemeddelelsen.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) tager beslutningen til efterretning og lukker også sagen.

- Vi tager naturligvis til efterretning, at politiet ikke har fundet beviser til at åbne en straffesag.

- Det betyder også, at vi ikke går videre med efterforskningen af mulig matchfixing i idrættens regi, siger Poul Broberg, der er chef for DIF’s matchfixingsekretariat.

Sagen er dermed afsluttet i idrættens regi, da det tidligere er besluttet ikke at indbringe sagen om spil på egne kampe for DIF’s matchfixingnævn.

I maj sidste år anklagede den daværende FC Roskilde-træner, Christian Lønstrup, sine egne spillere for matchfixing, efter at han havde fået et tip.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) gik ind i sagen, men kunne ikke bevise, at der var foregået noget ulovligt.

Ifølge politiet er der foretaget ”adskillige afhøringer af spillere og øvrige personer med tilknytning til FC Roskilde”.

Politiet har også kigget på økonomien hos udvalgte personer.

- Ingen af disse efterforskningsskridt har imidlertid kunne bekræfte mistanken om langvarig, organiseret og systematisk matchfixing, hvorfor anklagemyndigheden har besluttet at indstille efterforskningen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.