Flyselskaber aflyser rejser til Italien – også til byer som Rom og Napoli
Det er ikke kun rejser til Norditalien, som nu aflyses på grund af corona. Ryanair har tirsdag aflyst en lang række afgange til hele Italien i de kommende uger.
Frygten for coronasmitte får nu direkte konsekvenser for danskernes rejseplaner i Europa. Som følge af Udenrigsministeriets nye rejsevejledning for Italien, hvor man fraråder alle ikke-nødvendige rejser til fire coronaramte regioner i Norditalien, er flyselskaber begyndt at aflyse fly til Norditalien. Bl.a. har SAS aflyst alle sine flyvninger til Norditalien foreløbig fra den 4. marts til den 16. marts.
Men også danskere, der har købt flybilletter til resten af Italien, bliver nu ramt af coronaaflysninger. Flyselskabet Ryanair har med henvisning til coronasituationen tirsdag aflyst op mod hver fjerde flyafgang til og fra Italien – foreløbig i perioden fra 17. marts og frem til den 8. april, heriblandt en række danske flyafgange til og fra Rom og Napoli i det sydlige Italien, som ikke er omfattet af rejserestriktionerne. Det irske lavprisselskab aflyser, fordi det allerede nu kan se et markant fald i antallet af bookinger til Italien i de kommende uger.
Passagerne, som nu må vinke farvel til deres rejse, får valget mellem at ombooke til en senere afgang eller få pengene refunderet.
Det kan overraske, men i den situation er der ikke noget at komme efter hos flyselskabet.Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver, Forbrugerrådet Tænk
Også de passagerer, som via et rejsebureau har købt en pakkerejse til det nordlige Italien, kan få alle deres penge refunderet, fordi Udenrigsministeriet fraråder rejsen. Derimod er de danskere, som selv har stået for at købe deres flybilletter til Norditalien på nettet – altså uden om et rejsebureau – ilde stedt mht. refundering. Eftersom de ikke har købt en pakkerejse – altså både flyrejse og hotelophold – har de ikke krav på at få pengene for flybilletterne tilbagebetalt – selv om Udenrigsministeriet fraråder, at de rejser.
»Det kan overraske, men i den situation er der ikke noget at komme efter hos flyselskabet,« siger Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver inden for miljø og transport i Forbrugerrådet Tænk. Hun opfordrer til, at man i den situation undersøger med sit forsikringsselskab, om man har forsikringer, der dækker.
Coronasituationen kan den kommende tid betyde, at priserne på rejser falder, selv om rejsebureauerne endnu ikke melder om generelle prisfald. Vibeke Myrtue Jensen råder rejselystne danskere til at satse på pakkerejser, fleksible flybilletter, som kan ombookes, samt tjekke, om forsikringen dækker ved epidemier.