Fortsæt til indhold
Indland

Endnu en teenager er anholdt for gruppeoverfald i Albertslund

Retten i Glostrup har netop varetægtsfængslet en 15-årig mand.

En 15-årig ung mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet, idet han sættes i forbindelse med et voldeligt overfald på Albertslund S-togsstation fredag aften.

Retten bestemte, at han skulle varetægtsfængsles på en lukket ungdomsinstitution i surrogat i foreløbig 14 dage.

»Retsmødet skete for lukkede døre af hensyn til sigtedes alder og efterforskningen, som fortsætter,« oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Den 15-årige, som meldte sig selv til politiet mandag aften, er den anden person, som er anholdt i sagen. I weekenden blev en 17-årig mand anholdt og varetægtsfængslet.

Sagen har fået stor bevågenhed, fordi det angivelige offer - en 17-årig ung mand - på internettet valgte at dele en advarsel til andre. I opslaget, som er blevet delt flittigt på Facebook, advarede den unge forurettede andre personer om at befinde sig på Albertslund Station sent om aftenen.

Ifølge hans egen beretning om overfaldet gik der kun få sekunder, fra han i selskab med sin lillesøster og hendes veninde var steget ud af toget, til at han af en ca. 15-årig dreng blev tildelt et knytnæveslag, der flækkede hans overlæbe.

Da han efterfølgende kunne se, at der var 2-3 personer, der jagtede ham, forsøgte han at løbe væk, men blev udsat for flere slag og skub.

Han skriver også, at han ad et par omgange blev forsøgt skubbet ned på skinnerne.

»De er syge i hovedet, og kendte dem ikke engang. Det forfærdelige af det hele er at de kun gjorde det fordi der skulle ske noget af ren kedsomhed,« skrev han i sit opslag, der søndag middag er blevet delt næsten 6.000 gange.