Langebro kræver akutte reparationer til 36,3 mio. kr.
I løbet af årene er regnvand sivet ned i dele af betonkonstruktionen, og andre dele af betonen er medtagede.
Et særeftersyn af Langebro, der forbinder Amager med København, har afsløret et akut behov for reparationer.
I løbet af årene er regnvand sivet ned i dele af betonkonstruktionen, og andre dele af betonen er medtagede på grund af en skjult konstruktionsfejl fra broens opførelse i 1954. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Kommunens Teknik- og Miljøforvaltning gennemførte i efteråret 2019 i samarbejde med eksterne rådgivere en tilbundsgående undersøgelse af Langebro. Eftersynet viste, at broen har akut behov for reparationer til i alt 36,3 mio. kr. Foruden udfordringer med regnvand er broens 16 lysmaster fulde af rust og i fare for at knække, og nedslidt asfalt skal desuden skiftes ud.
Langebro er med 52.200 forbipasserende køretøjer om dagen én af Københavns mest trafiktunge broer. En renovering vil derfor komme til at påvirke trafikken.
»Vi har endnu ikke sat dato for udførelse af reparationerne, men som altid vil vi forsøge at minimere generne for trafikken. Oftest lægger vi f.eks. ny asfalt i sommerferieperioden, hvor der er færrest biler på vejene i København. Broen holdes åben, men i perioder vil det ikke være alle spor, der er farbare,« udtaler centerchef for Center for Anlæg og Byfornyelse Henriette Hall-Andersen i en mail.
Samtlige reparationer af Langebro forventes at vare 10 år og koste i alt 307 mio. kr. Den 24. februar skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om der skal frigives midler til de akutte reparationer, der forventes at blive påbegyndt i 2020.
»Langebros store behov for reparationer kommer til at tynge Københavns budgetter i de kommende år, og med regeringens anlægsloft kommer renoveringen også til at sætte en stopper for, at vi kan gå videre med en masse andre anlægsprojekter den kommende tid,« udtaler teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) bl.a. i pressemeddelelsen.