Tre personer er sigtet: Spionerede for Saudi-Arabiens efterretningstjeneste
Det fremgår af en pressebriefing hos Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Tre personer er sigtet for at have spioneret i Danmark for den saudiarabiske efterretningstjeneste.
Det fortalte Finn Borch Andersen, chef for PET, under mandagens pressebriefing.
Sagen trækker tråde tilbage til en stor politiaktion i september i 2018, hvor en norsk statsborger blev anholdt og sigtet for at have hjulpet den iranske efterretningstjeneste med at planlægge et attentat på nogle eksiliranere i Ringsted - alle medlemmer af organisationen ASMLA.
I den sag er der blevet rejst endnu en sigtelse, afslørede Finn Borch Andersen ved pressebriefingen. Sigtelsen er mod en føringsofficer fra den iranske efterretningstjeneste. Han er sigtet for spionage og for at medvirke til forsøg på manddrab. Han blev mandag fremstillet og varetægtsfængslet in absentia ved Retten i Roskilde.
Mandag blev tre ledende medlemmer af organisationen ASMLA sigtet for spionage i Danmark for den saudiarabiske efterretningstjeneste. ASMLA er en organisation, der kæmper for en selvstændig arabisk stat i det sydlige Iran. Gruppen beskyldes af den iranske regering for at have stået bag angreb mod det iranske militær. Iran betragter gruppen som en terrororganisation.
»Der er tale om en særdeles kompleks sag, hvor to lande Iran og Saudi-Arabien tager interne stridigheder med her til landet,« sagde Finn Borch Andersen ved pressebriefingen.
Også personer i Holland er involveret i sagen. Her er der mandag blevet rejst sigtelse mod en eller flere personer for spionage.
»Det er et komplekst arbejde, der er foregået, og derfor har efterforskningen taget lang tid,« sagde Finn Borch Andersen
De tre ASMLA-medlemmer er i forvejen siget for at have hyldet et terroangreb i Iran - og har været under PET’s beskyttelse i længere tid.
»Vi er forpligtet til at beskytte folk, som er udsat for en trusse. Det er vores lod at gøre begge dele,« sagde Finn Borch Andersen.
PET-chefen oplyste, at det var i forbindelse med ransagninger af adresser i tilknytning til ASMLA, at man fik den opfattelse, at de tre personer havde spioneret for Saudi-Arabien.
Hvem de tre sigtede har spioneret mod ville Finn Borch Andersen ikke afsløre, men der er tale om enkeltpersoner og virksomheder. De er sigtet for at have spioneret i Danmark i perioden 2012-2018.
De tre sigtede vil blive fremstillet ved grundlovsforhør tirsdag.
Udenrigspolitisk Nævn holder mandag møde om sagen kl. 16.30.