Politikere opfordrer udenrigsministeren til at skærpe retorikken over for Kina
Kunstneren bag en skulptur er overrasket over, at Kina har villet have den fjernet. Politikere kræver en skærpet reaktion over for Kina.
Udenrigsminister Jeppe Kofod må lægge høflighederne til side for i stedet klart og tydeligt at fortælle Kina, at det er uacceptabelt, at den kinesiske ambassade i Danmark har presset Københavns Kommune for at få fjernet en skulptur på slotspladsen foran Christiansborg. Desuden bør den kinesiske ambassadør eller en repræsentant fra den kinesiske ambassade indkaldes til møde i Udenrigsministeriet for at få klar besked om, hvad man som fremmed magt i Danmark kan blande sig i, og hvad man ikke kan blande sig i.
Sådan lyder nogle af de politiske reaktioner på Jyllands-Postens afsløring lørdag af, at den kinesiske ambassade dagen før opstillingen af skulpturen i sidste måned kontaktede Københavns Kommune for at få den til at trække tilladelsen til udstillingen tilbage.
Skulpturen blev sat op den 23. januar og skal minde om det kinesiske styres massakre på Den Himmelske Freds Plads i 1989 og siden 2019 de kinesiske myndigheders kamp mod demonstranter i Hongkong. Bag udstillingen står Alternativet, Amnesty International og kunstneren bag skulpturen, Jens Galschiøt.
Ønsker skærpet reaktion
Udenrigsminister Jeppe Kofod udtalte lørdag i Jyllands-Posten, at den kinesiske ambassade må udtrykke sine vurderinger og synspunkter.
»Men jeg vil også gøre det klart, at det ikke må resultere i en praksis, der strider mod danske love,« hed det i en skriftlig udtalelse.
Uffe Elbæk fra Alternativet mener, at det er »en meget høflig måde at sige på, at det her er helt uacceptabelt«.
Jeg synes, at vi skal sige klart fra, også selv om det kan have økonomiske og politiske konsekvenser.Uffe Elbæk, Alternativet
Han mener, at ministeren må sige det meget mere klart og tydeligt, navnlig fordi det er anden gang inden for de seneste to uger, at den kinesiske ambassade har forsøgt at begrænse ytringsfriheden i Danmark. Ud over skulptursagen drejer det sig om sagen, hvor kineserne krævede en undskyldning fra Jyllands-Posten for at have bragt en aktuel tegning af det kinesiske flag, hvor stjernerne var udskiftet med coronavirus.
»Det er godt, at Københavns Kommune ikke lod sig rokke, og det er godt, at medlemmer af Folketingets Præsidium har sagt, at det her kan man ikke acceptere. Men det er vigtigt, at regeringen kommer ud og siger, at det her er helt uacceptabelt. Man må – som den svenske regering har gjort – klart og tydeligt tage afstand fra den form for politisk pres, og det synes jeg ikke, at Danmark har gjort endnu,« siger Uffe Elbæk.
I Sverige har kineserne lagt pres på den svenske kulturminister og svenske medier. Den svenske regering har kaldt det uacceptabelt og indkaldte den kinesiske ambassadør i Sverige til møde i det svenske udenrigsministerium.
Uffe Elbæk er fuldt bevidst om, at Danmark som et lille land nemt kan blive ramt økonomisk og politisk ved at lægge sig ud med en stormagt som Kina. Han opfordrer regeringen til at melde klart fra over for Kina sammen med EU og de nordiske lande.
»Jeg synes, at vi skal sige klart fra, også selv om det kan have økonomiske og politiske konsekvenser,« siger Uffe Elbæk, der mener, at kinesernes reaktion understreger vigtigheden og betydningen af udstillingen på slotspladsen.
»Uhørt og langt ude«
Karsten Hønge fra SF er rystet over den kinesiske ambassades adfærd over for Københavns Kommune.
»Det er uhørt og langt ude, at den kinesiske ambassade forsøger at blande sig i, hvilke skulpturer der skal stå på hvilke pladser i Danmark. Det skal vi selvfølgelig afvise benhårdt med det samme. De skal have at vide, at den slags ting kan de godt glemme alt om fremover. Det her og sagen med Jyllands-Posten viser, at Kina er et totalitært styre, hvor man er vant til, at man fra centralt hold kan styre og intimidere anderledestænkende,« siger Karsten Hønge.
Han opfordrer udenrigsministeren til at indkalde den kinesiske ambassadør eller repræsentanter fra den kinesiske ambassade til møde i Udenrigsministeriet.
»Det er godt, at udenrigsministeren ikke har åbnet det mindste vindue på klem for nogle meningsbøller. Men både det her og oplevelsen med tegningen i Jyllands-Posten må give anledning til et møde med Kinas repræsentanter i Danmark for at forklare, hvad betingelserne er for at være en fremmed magt på dansk grund. Bare for i al venskabelighed og på diplomatisk vis at forklare, hvad man i Danmark kan blande sig i, og hvad man ikke kan blande sig i,« siger Karsten Hønge.
Jyllands-Posten har bedt udenrigsminister Jeppe Kofod forholde sig til udmeldingerne fra Uffe Elbæk og Karsten Hønge, men han henviser til sine udtalelser lørdag til Jyllands-Posten.
Kunstner overrasket
Efter opstillingen af skulpturen tog den kinesiske ambassade i en erklæring på sin hjemmeside afstand fra initiativet.
»Jeg ville have været overrasket, hvis de ikke reagerede, og det er okay, at de gør det, for de deltager i en debat, ligesom jeg deltager i en debat,« siger kunstneren Jens Galschiøt.
»Men jeg er overrasket over, at de forsøger at censurere et kunstprojekt i Danmark. Det er voldsomt og helt grotesk. Jeg ved ikke, hvilken planet de kommer fra, for der er jo ingen, der kan fjerne en kunstudstilling i Danmark uden at blive hængt. Jeg er meget forbavset over, at de har så lidt føling med Vesten og med kunst. De udstiller i virkeligheden deres egen kultur, en diktatorisk måde at tænke på,« siger Jens Galschiøt.
Skulpturen er del af en serie skamstøtter, som i mange år har stået i Hongkong, Mexico og Brasilien.