Pollensæsonen er gået usædvanligt tidligt i gang
Ugen starter med dårligt nyt for allergikere af el- og hasselpollen.
På grund af en hidtil mild vinter er pollensæsonen allerede gået i gang denne mandag. Det oplyser Astma-Allergi Danmark, som måler pollental.
Der er tale om en usædvanligt tidlig start, for normalt er det først om en måned, sæsonen begynder.
Det er de velkendte forårstræer el og hassel, der rundt omkring er begyndt at blomstre.
»Vi har fundet de første pollen fra hasselbuske og elletræer, og det er cirka en måned tidligere end en gennemsnitlig sæson. Vi skal tilbage til 2007 for at finde en tidligere sæsonstart end i år. Normalt starter sæsonen for forårspollen først midt i februar, men denne kan variere med op til to måneder afhængigt af vejret,« udtaler Karen Rasmussen, biolog og leder af pollentællingerne ved Astma-Allergi Danmark, i en pressemeddelelse.
Selvom sæsonen nu har fået en tidlig start, kan udviklingen stadig blive bremset, hvis der kommer koldere vejr igen senere på vinteren.
Astma-Allergi Danmark skriver, at det ikke nødvendigvis kun vil være el- og hasselallergikere, der bliver påvirket af de to træers blomstring.
Det er således normalt, at birkenpollenallergikere også kan reagere på el og hassel.
Hvis man vil holde øje med udviklingen i pollental, kan man både følge dem på DMI’s hjemmeside eller downloade Astma-Allergis app ”Dagens Pollental.”