Tysk delstatsminister: Angrebslysten ulv er formentlig taget til Danmark
Miljøministeriet i Kiel vurderer, at ulven er gået mod nord og har forladt Tyskland.
En angrebslysten ulv, der har hærget i Slesvig-Holsten i Tyskland, har forladt landet og er taget til Danmark, vurderer delstatens miljøministerium, skriver nyhedsbureauet DPA ifølge JydskeVestkysten.
Ulven har angrebet i Dithmarschen i delstatens sydvestlige del, men nu menes den at have forladt landet. Sidste angreb er sket ved Aventoft tæt på den danske grænse den 29. december, og det får ministeriet til at vurdere, at ulven er gået mod Danmark.
»Udviklingen før årsskiftet tyder på, at ulven har bevæget sig mod nord og til sidst har forladt landet,« siger miljøminister Jan Philipp Albrecht ifølge avisen.
Ditmarschen var i slutningen af 2019 hårdt ramt af angreb fra ulve.
På fire uger blev omkring 70 får fundet dræbt, og der stod formentlig ulve bag drabene. I en opgørelse for hele landet var 2067 husdyr dræbt ved 639 ulveangreb.
Jan Philipp Albrecht vurderer, at det er delstatens indsats mod ulve, der har fået problemulven til at drage mod Danmark.
Det er bl.a. ulvesikre hegn til beskyttelse af husdyr, der har gjort det sværere for ulvene at jagte et byttedyr.