Fortsæt til indhold
Indland

Politiet: »Man må færdes, som man plejer på Nørrebro«

Politiet ved godt, hvem der skaber problemer med farlig fyrværkeriaffyring på Nørrebro.

To aftener i træk har der nu været problemer med fyrværkeriaffyring på Nørrebro i København, og politiet formoder, at det vil fortsætte fredag.

Især torsdag aften var der kaotiske scener i bydelen, da en gruppe på omkring 30 mennesker fyrede raketter og bomberør af mod både hinanden, men også tilfældige forbipasserende samt trafikanter.

Københavns Politi lykkedes sent torsdag aften med at tilbageholde en del af de involverede, og derfor har man et klart billede af, hvem der skaber problemerne.

»Det er unge fra lokalområdet. De er fra årgang 1998 og op mod 2003,« siger den vagthavende ved Københavns Politi og fortsætter:

»De holder til i små grupperinger dernede, og der har langsomt været optræk til det her torsdag, og så begyndte det at bygge op i løbet af aftenen, inden det gik over gevind.«

Ingen kom til skade under affyringerne, men det har politiet selv kaldt rent held. På videoer optaget på stedet kan man da også se fyrværkeri-buketter eksplodere i så godt som tilfældig orden rundt om på gader. Særligt området omkring Den Røde Plads, Esrumgade, Fredensborgade og Lundtoftegade var centrum for begivenhederne.

Netop fra i dag fredag 27. december er det lovligt at fyre fyrværkeri af. Det forventer Københavns Politi dog ikke vil forværre situationen yderligere.

»Man kan jo se, om det bliver fyret af i den ene eller anden retning. Du ved, hvordan du og jeg ville fyre fyrværkeri af, og hvordan de her mennesker så render med det i hænderne. Det er stadig ikke lovligt at fyre det af vertikalt hen ad gaden, og det er det, de åbenbart synes er sjovt. Det kan vi godt frygte kan fortsætte,« udtaler vagtchefen.

Fra Københavns Politis side af vil man fredag morgen ikke kommentere på, om man vil kalde ekstra mandskab ind på grund af situationen. Vagtchefen vil dog gerne sige, at beboere på Nørrebro ikke skal begynde at tage nogen særlige forholdsregler.

»Man må færdes, som man plejer på Nørrebro,« siger vagtchefen, som forsikrer, at man forsøger at forebygge nye hændelser:

»Vi snakker med de unge, og det gør folk fra kommunen også, og ser på om man kan snakke dem til fornuft. Vi ved, hvem mange af dem er, så det er bare at tage fat i dem fra en ende af.«

En enkelt person skal fredag afhøres for at have slået en betjent under torsdagens begivenheder. Seks andre, som blev tilbageholdt, blev alle løsladt i løbet af natten.