Fortsæt til indhold
Indland

Minister vil investere i dansk cykelinfrastruktur

Knap halvdelen af de adspurgte elcyklister har helt eller delvist erstattet bilen med en eldrevet cykeltur. Det viser en ny undersøgelse lavet på vegne af Vejdirektoratet.

En eldrevet cykel har for knap halvdelen af de adspurgte elcyklister helt eller delvist erstattet bilturen eller den klassiske cykeltur uden hjælp fra batteri.

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Vejdirektoratet. Ligesom knap en fjerdedel af de adspurgte i undersøgelsen har anskaffet sig en elcykel udelukkende for at erstatte bilen på mindre ture. Resultater, der glæder transportminister Benny Engelbrecht.

Det er utroligt klogt at tænke i en bredere indretning af vores cykelstier.
Benny Engelbrecht, transportminister

»Det lader til, at elcyklen er et transportmiddel, som kan flytte danskerne fra bilen til cyklen. Samtidig er det ikke sådan, at elcyklisterne udelukkende kører på frihjul, derfor får de også den fordel, at de får mere motion. Ligesom vi får et mindre CO2-udslip,« siger ministeren til Jyllands-Posten.

Ifølge undersøgelsen, der bl.a. bygger på flere analyser, lader antallet af elcykler til at stige, men da cyklerne ikke registeres på samme måde som eksempelvis biler og motorcykler, ved ingen reelt, hvor mange elcykler der i øjeblikket er at finde på de danske veje, eller hvem der kører på dem.

Til trods for undersøgelsens positive takter svarer 47 pct. af de adspurgte elcyklister, at de er enige i, at cykelstierne i byerne i dag er for smalle. Ligesom en tredjedel af de adspurgte ikke mener, at landets cykelstier er indrettet til forholdene for elcykler.

Derfor er det ifølge transportministeren nødvendigt at investere i dansk cykelinfrastruktur.

»Det er utroligt klogt at tænke i en bredere indretning af vores cykelstier. Derfor har vi også afsat en pulje på finansloven med medfinansiering til cykelprojekter. Når vi skal lave infrastrukturinvesteringsplan, som rækker 10 år frem i tiden, så indtænker vi selvfølgelig også cykler,« siger Benny Engelbrecht.