Lars Løkkes svigerdatter må ikke være i Danmark
Under søndagens topmøde, fortalte Lars Løkke, at hans amerikanske svigerdatter må forlade Danmark inden månedens udløb.
24-årsreglen rammer alle - også statsministerens børn.
Derfor må statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) se sin egen svigerdatter, der kommer fra USA, forlade Danmark mod sin vilje. Det fortalte Lars Løkke Rasmussen under søndagens topmøde med Mette Frederiksen på TV 2.
Anledningen var et spørgsmål fra 25-årige Martin, der sad blandt publikum. Hans 22-årige amerikanske hustru må ikke bo i Danmark, selvom hun læser dansk på et universitet i USA. Det skyldes den såkaldte 24-års-regel.
»Jeg har en søn på 29 år, der er i præcis den samme situation som dig. Præcis,« sagde Lars Løkke Rasmussen og forsatte:
»Med en kæreste, der er langt fra at fylde 24 år, som bliver bachelor på Harvard University lige om lidt, der er i Danmark for at tage noget af sin uddannelse, og som skal rejse i slutningen af måneden, fordi hun ikke kan få lov til at være her. Det, synes jeg, er helt skævt. Det synes jeg.«
Statsministeren ønsker at bløde op for reglen, så personer fra særligt udvalgte lande kan komme til Danmark. Ved topmødet afviste Mette Frederiksen helt overordnet set at slække på 24-årsreglen.
»Jeg tror, at vi bliver nødt til at erkende, at når vi fører den udlændingepolitik, som vi gør, så er der desværre en pris, og den er jeg sådan set ked af, at I skal betale. Men vi kommer ikke til at fjerne 24-årsreglen,« sagde Mette Frederiksen i debatten.
Det er ikke første gang, at en venstremand bringer personlige erfaringer med 24-årsreglen på banen i en valgkamp. Under valgkampen i 2005 brugte Anders Fogh Rasmussen et nærmest identisk eksempel.