Patienterstatningen: »Ringsted-sagen er meget alvorlig«
Det kræver tid og omhu at rydde op efter sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser, fastslår patienterstatningsdirektør, som skal behandle 304 erstatningssager.
Patienterstatningen kan nu se frem til at skulle behandle mere end 300 sager om mulig overset brystkræft i forbindelse med de mangelfulde brystkræftundersøgelser på Ringsted Sygehus.
Som beskrevet i Jyllands-Posten fredag er sagen på kort tid vokset markant, efter Region Sjælland har meddelt, at man via journalgennemgange og genindkaldelser til undersøgelser nu har fundet frem til i alt 304 brystkræftramte kvinder, som forud for deres diagnosetidspunkt kan være mangelfuldt undersøgt på sygehuset.
Alle kvinderne vil ifølge regionen få hjælp til at anmelde sagerne til Patienterstatningen, som er den instans, der skal tage stilling til, om kvindernes brystkræft kunne være opdaget tidligere, hvis de havde fået den rette undersøgelse, og dernæst til, om kvinderne i så fald er berettiget til erstatning.
Det er en rigtig alvorlig sag for de berørte kvinder og deres familier, og en sag som det kræver tid og omhu at rydde op efter.Karen-Inger Bast, direktør i Patienterstatningen
Hos Patienterstatningen fastslår direktør Karen-Inger Bast, at sagen fra Ringsted Sygehus er meget omfattende.
»Det er en rigtig alvorlig sag for de berørte kvinder og deres familier, og en sag som det kræver tid og omhu at rydde op efter,« siger hun.
Fyldt godt op
Sager med over 30 anmeldelser betegnes som store sager.
»Så når vi får over 300 anmeldelser i en sag, er der fyldt godt op,« siger Karen-Inger Bast.
For nogle år siden modtog Patienterstatningen til sammenligning 150 anmeldelser i en stor psykiatri-sag, hvor nogle psykiatere fejlbehandlede deres patienter, mens en sag om problematiske hofteproteser affødte 500 anmeldelser.
Når det gælder de mangelfulde brystkræftundersøgelser, som Ringsted Sygehus fra 2013-2017 gennemførte blandt tusindvis af kvinder henvist til klinisk mammografi af egen læge, har Patienterstatningen foreløbig modtaget 54 anmeldelser fra brystkræftramte kvinder, efter sagen blev offentlig kendt.
Karen-Inger Bast understreger, at det langt fra sikkert, at alle kvinder 304 kvinder med brystkræft har ret til erstatning.
Afgørende om der er sket skade
»Selvom der er sket en fejlbehandling, skal der nemlig også være sket en skade. For nogle kvinder kan en forsinkelse af deres behandling være uden betydning for deres behandlingsforløb, og hvis det er tilfældet, kan vi ikke give erstatning,« forklarer hun.
I sagen fra Ringsted Sygehus er 745 kvinder, som i perioden 2016-2017 er blevet mangelfuldt undersøgt for brystkræft, blevet genindkaldt til nye brystkræftundersøgelser – ni af dem har vist sig at have kræft, og dertil kommer den ene kvinde, som startede hele sagen fra Ringsted Sygehus via sin klagesag om overset brystkræft.
Oven i de 10 kvinder skal så lægges yderligere 294 kvinder med brystkræft. De er fundet via regionens gennemgang af tusindvis af patientjournaler og er kvinder, der i perioden siden 2013 formentlig er blevet mangelfuldt undersøgt og efterfølgende har fået en brystkræftdiagnose.
De mangelfulde undersøgelser blev indført af den daværende afdelingsledelse på sygehuset på grund af ressourcemangel og betød, at henviste kvinder ikke fik en fuld klinisk mammografi med både røntgen, ultralyd og klinisk undersøgelse, men kun en røntgenundersøgelse.