Fortsæt til indhold
Indland

EU-professor: Danmark bryder reglerne med vildsvinehegn

En ekspert sammenligner hegnet med en sag fra Irland.

Danmark bryder EU-reglerne med opsætningen af vildsvinehegnet ved grænsen til Tyskland. Det siger professor Peter Pagh, der er ekspert i EU-ret til Tv Syd.

Peter Pagh henviser til en dom fra en lignende sag i Irland, hvor der ikke blev lavet en vurdering af hegnet for dyrene. Det har Danmark heller ikke gjort i forbindelse med vildsvinehegnet.

»Der er ingen tvivl om, at hegnet bliver en barriere for en række beskyttede dyrearter, og derfor er der lavet huller i hegnet. Men en EU-dom fra en lignende sag i Irland siger meget klart, at der skal laves en konsekvensvurdering. Det har Danmark ikke gjort, og hvis nogen lægger sag an mod staten, så vil de få ret,« siger Peter Pagh.

Sådan kommer det nye vildsvinehegn til at se ud. Foto: Miljø- og Fødevareministeriet

I Miljøstyrelsen mener kontorchef Helle Pilsgaard, at Danmark har fulgt reglerne.

»Vi synes klart, vi har holdt os inden for reglerne, og at proceduren i forhold til direktivet er opfyldt. Så det mener vi, at vi kan forklare,« siger Helle Pilsgaard til Tv Syd.

Et flertal i Folketinget bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vedtog i juni 2018 at bygge et 70 km langt hegn langs den tyske grænse.

Hegnet, der skal være halvanden meter højt, skal forhindre tyske vildsvin i at krydse grænsen. Hegnet skal være med til at holde afrikansk svinepest ude af landet og dermed være med til at sikre eksporten af svinekød.

Vildsvinehegnet, der bliver bygget af firmaet Ser Hegn, har en pris på 30,4 millioner kroner og forventes at stå færdigt til efteråret.