Fortsæt til indhold
Indland

Skrappere regler for akupunktur

Flertal uden om regeringen klar til stramning af reglerne.

Efter et rodet forløb om reglerne for akupunktur er et flertal uden om regeringen nu klar til en solid stramning af reglerne for, hvem der må stikke nåle i folks brystkasse.

Først stod det enhver alternativ behandler frit for at udføre akupunktur i patienternes brystregion. Så lagde sundhedsministeren op til at forbyde alle andre end læger at udføre akupunktur i brystregionen. Det skete, efter at flere patienter – som beskrevet i en række artikler i Jyllands-Posten – var kommet alvorligt til skade og én døde efter at have fået perforeret lungerne af for dybe akupunkturnålestik i brystkassen. Dernæst trak ministeren kravet om lægeforbeholdt brystakupunktur tilbage efter massive protester fra bl.a. alternative behandlere, fysioterapeuter, massører etc. og lagde op til, at disse også kan lave akupunktur i patienternes brystregion, hvis ellers de har gennemført et kursus i at undgå og i at opdage skader i patienternes lunge. Men nu er et flertal uden om regeringen klar til at stramme reglerne mere, så alternative ikke-autoriserede sundhedspersoner, som ønsker at udføre akupunktur i brystkassen, fremover både skal gennemgå et kortere kursus og en uddannelse af flere hundrede timers varighed, skriver Dagens Medicin.

De nye regler, som ventes at blive vedtaget af flertallet i denne uge, skal indfases fra 2021 til 2024 og betyder, at ikke-autoriserede sundhedspersoner både skal tage et tredages kursus i at forebygge, erkende og håndtere lungeskaderne og 660 undervisningstimer, hvoraf de 250 skal omhandle akupunktur.

Alene når det gælder akupunkturbehandling udført af autoriserede sundhedspersoner som fysioterapeuter, kiropraktorer, jordemødre og læger, har mindst 14 danske patienter siden 2005 fået punkteret deres lunger, i forbindelse med at de har fået stukket nålene i brystområdet, viser en opgørelse fra Sundhedsministeriet. Men antallet af akupunkturskader er langt større, for dertil skal lægges de perforeringer af lunger, som er sket hos massører, akupunktører, registrerede alternative behandlere etc. Disse skader registreres nemlig ingen steder, og derfor findes der intet samlet overblik.

teak/pihl