Ny indsats i København: Ledige med banderelationer skal skrubbe toiletter
En ny specialenhed i Københavns Kommune skal sørge for at aktivere ledige med banderelationer.
Fra 1. april opgraderer Københavns Kommune indsatsen mod folk med banderelationer, der er registeret som ledige og modtager offentlig understøttelse.
Det skriver TV 2 Lorry.
Indsatsen skal ledes af en ny specialenhed i Jobcenter i København, og målet er at sende de ledige med banderelationer i virksomhedspraktik som rengøringsassistenter, chaufførmedhjælpere eller andet, samtidig med de skal i vejlednings- og opkvalificeringsforløb.
Med andre ord skal de behandles som alle andre ledige i kommunen.
»Vi skal simpelthen sætte tommelskruerne mere på - flere ledige med banderelationer skal aktiveres i så mange timer som muligt. Derfor samler vi kræfterne i en ny specialenhed, der udelukkende skal fokusere på borgere med banderelationer. Vi er forpligtet til at yde kontanthjælp, men specialenheden er vejen til at skærpe vores i forvejen hårde linje maksimalt, så vi ikke føler os til grin for vores egne penge,« siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre til TV 2 Lorry.
Det er kommunens egen vurdering, at op mod 150 bandemedlemmer og personer med relation til bandemiljøet på trods af involvering i kriminalitet får udbetalt kontanthjælp eller andre sociale ydelser.
Specialenheden skal have særligt fokus på at trække i de lediges ydelser eller helt stoppe for dem, hvis der ikke bliver levet op til krav om antal aktiveringstimer eller andre af kommunens krav.
I 2017 erkendte Københavns Kommune overfor Radio 24syv, at der »ikke tidligere har været en strategisk og systematisk brug af nytteaktivering for bandemedlemmer i Københavns Kommune.«
I Odense Kommune har man siden sommeren 2017 haft en specialenhed til at tage sig af bandefolk på kontanthjælp.
Københavns Kommune garanterer, at man har tænkt på sikkerhedsaspektet af at sende folk med banderelationer i aktivering. Både på kommunens ansattes og almindelige borgeres vegne.
»Der er taget højde for jobkonsulenternes sikkerhed. Og borgere med banderelationer, som er i aktivering, kommer heller ikke ud for at gøre rent i private hjem. De sendes kun ud på arbejdspladser, som vores leverandører vurderer på forsvarlig vis vil kunne håndtere den slags borgere,« har TV 2 Lorry fået oplyst i et skriftligt svar fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.