Fortsæt til indhold
Indland

Sjælden "guldklump" født i Ree Park Safari

Dyrepark i Ebeltoft beriget med en sort næsehornskalv.

En yderst sjælden begivenhed har fundet sted i Ree Park Safari på Djursland.

Dyreparken, der hidtil har rådet over to sorte næsehorn, hannen Thabo og hunnen Bashira, er blevet beriget med en sort næsehornskalv. Det skete søndag aften, da Bashira fødte en livskraftig lille fyr på 52 kg. At det blev en han, glæder dyrepasserne, da der er mangel på hanner i det europæiske avlsprogram i EAZA, European Association of zoos and Aquaria.

Det er tredje gang, at hunnen Bashira føder. Den første kalv, Mandela, blev i november udsendt til en zoo i Tjekkiet. Herfra skal den sendes videre til Rwanda, hvor den skal være med til at sikre bestanden i Afrika.

Da hunnen Bashira fødte sin anden kalv i 2017, døde den kun to måneder gammel. Derfor er dyrepasserne i Ree Park, der som den eneste zoo i Skandinavien kan fremvise sorte næsehorn, en smule nervøse for den kommende tid.

»Det er klart, at vi er superglade, men spændte på at se, hvordan det hele kommer til at gå. For det første set i lyset af, hvordan det desværre gik med Bashiras anden kalv, som døde, og for det andet, så er det en umådeligt vigtig begivenhed hver gang et næsehorn fødes i disse tider,« siger direktør Jesper Stagegaard.

Ifølge Jesper Stagegaard dør hver tiende af alle sorte næsehornskalve indenfor deres første levemåneder. Og krybskytteri sætter for øjeblikket dystre rekorder, idet der slagtes tre næsehorn i døgnet illegalt af krybskytter årets 365 dage.

Bashiras nyfødte kalv er meget livskraftig og vejer 52 kg, hvilket ifølge Ree park er noget over gennemsnittet. Foto: Ree Park Safari

»Det betyder reelt, at fortsætter det, så har vi ikke længere næsehorn tilbage noget sted på denne klode i år 2026, og det er altså lige rundt om hjørnet. Det er uhyggelige fakta, som gengiver det klare billede af, hvad menneskets grådighed kan føre til. I dag handles næsehornshorn således for mellem 400–600 danske kroner pr. gram, hvilket overstiger dagsprisen på guld,« siger Jesper Stagegaard.

Næsehornene i Ree Park går adskilte, da det sorte næsehorn i den vilde natur primært lever som solitære dyr, dvs. at de fortrinsvis færdes enkeltvis. Kun når hunnen har en unge, eller når dyrene er i brunst ser man det sorte næsehorn optræde mere socialt.

»Næsehorn kan være svære at få til at yngle, og derfor er det vigtigt konstant at arbejde med dyrene for dels, at få dyrene til at fatte sympati for hinanden, dels at få tyrene til at oppe sig og ivrigt parre hunnerne, men dog ikke mere ivrige end at de respekterer en kontant afvisning fra de til tider bestemte, men fysisk langt svagere næsehornshunner,« oplyser Jesper Stagegaard.

Artiklens emner