Fortsæt til indhold
Indland

Toget fra ulykken på Storebæltsbroen er kørt til Aarhus

Havarikommisionen har taget imod toget i Aarhus, der natten til søndag blev transporteret fra Nyborg.

IC4-toget, der forulykkede på Storebæltbroen i onsdags, er natten til søndag kørt fra Nyborg til DSB’s havariværksted i Aarhus.

Det fortæller Aksel Christensen, der er chef for Hjælpevognsberedskabet Banedanmark, til TV 2/Fyn.

»Transporten gik fint og uden problemer,« fortæller Aksel Christensen ifølge TV 2/Fyn.

Toget ankom til Aarhus søndag formiddag, efter det havde forladt jernbanen ved Nyborg omkring klokken 3. Toget kørte med 40 km/t hele vejen mod Aarhus.

Lars Høg Schou, der er operativ chef i Beredskabsstyrelsen, oplyste lørdag på Twitter, at Beredskabsstyrelsen Sjælland i samarbejde med Banedanmark havde afstivet IC4-toget og dækket det ind i plastic, så det kunne blive transporteret sikkert til Aarhus.

Toget er nu blevet overgivet til Havarikommissionen.