Fortsæt til indhold
Indland

Penibel kampflysag dukker op igen efter oplysninger fra USA

Oplysninger viser, at Danmarks nye kampfly støjer fire gange mere end de eksisterende F-16-fly . Men hvorfor er det interessant? Jyllands-Posten svarer på fem centrale spørgsmål i sagen.

1. Hvad er det nye i sagen?

Ifølge DR har USA’s luftvåben udarbejdet en række støjmålinger, der viser, at det ny F-35-kampfly kan larme op til fire gange mere end Danmarks eksisterende F-16-kampfly. Hidtil har regeringen oplyst, at F-35-kampflyet vil larme dobbelt så meget. Og det sætter igen spot på regeringen i sagen om det milliarddyre F-35-kampfly, som Folketinget i 2016 besluttede at købe som erstatning for F-16-flyet.

Spørgsmålet er, hvor meget USA, der selv har produceret flyet, forventer, at det kommer til at larme.

2. Men vidste vi ikke allerede, at det ny F-35-kampfly ville komme til at larme meget?

Jo, det har Jyllands-Posten tidligere afdækket. Men spørgsmålet er, hvor meget USA, der selv har produceret flyet, forventer, at det kommer til at larme. Graden af støjen er nemlig ifølge eksperter afgørende for, hvor mange penge den danske regering kommer til at bruge på støjsikring i området omkring Flyvestation Skrydstrup. Til DR har miljøekspert på Hill Airforce Base, Krista Hoffart, udtalt, at den danske regering bliver nødt til at rydde store dele af området tæt på Flyvestation Skrydstrup, når de nye F-35-kampfly kommer. »Reducer antallet af folk, som er tæt på basen så meget som muligt, for det beskytter basen, og det beskytter folk omkring den,« har hun udtalt.

3. Hvorfor er det et problem?

Jyllands-Posten har tidligere afdækket, hvordan regeringen har tilbageholdt kritiske oplysninger om F-35-kampflyets støj over for Folketinget og over for borgerne i Skrydstrup. Hvis det nu viser sig, at man heller ikke har oplyst, at det amerikanske luftvåben i visse tilfælde arbejder med en væsentligt højere støjfaktor fra flyet, vil forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) selvfølgelig blive afkrævet flere svar i sagen. Tidligere er det også kommet frem, at regeringen arbejdede på en plan om at lade borgerne i Skrydstrup og omegn leve i den grænseoverskridende støj fra de nye larmende kampfly. Og det til trods for at flystøj i de opgjorte doser ifølge eksperter er sundhedsskadelig. Så regeringen har allerede modtaget kritik i sagen fra både borgere og politikere.

F-35-kampfly under øvelse i Phoenix. Foto: Martin Lehmann.

4. Hvad betyder de ny oplysninger så for borgerne i Sønderjylland?

Forsvarsministeriet arbejder lige nu på højtryk med at klargøre en såkaldt kompensationsmodel for de borgere, der bliver allermest ramt af støjen fra Danmarks nye F-35-kampfly. Modellen afgør, hvem der kan få kompensation for sit hus. Den er imidlertid afhængig af en række stærkt komplicerede støjberegninger, der skal afklare, hvor støjsvagt F-35-kampflyet egentlig kan flyve. Indtil videre er disse støjberegninger dog strandet. Ifølge Forsvarsministeriet på grund af en såkaldt ændret flyveprofil, der skal kvalitetssikres for at undersøge om flyet kan flyve endnu mere støjsvagt. Af samme grund ved borgerne stadig ikke, hvor de står i forhold til, om staten vil købe deres hus eller ej. Og her hælder de ny oplysninger fra USA naturligvis mere benzin på bålet.

5. Hvad er det næste, der kommer til at ske?

Først og fremmest må man tage en række forbehold i forhold til de oplysninger, DR er fremkommet med. Således er det ifølge DR selv også svært at sammenligne støjmålinger fra forskellige steder i verden en til en. Lokale forhold som vejr, vind og andet er helt afgørende for, hvor meget et fly i virkeligheden kommer til at larme. Men oplysningerne fra USA peger endnu engang på det ifølge eksperter penible faktum, at F-35-kampflyet er ekstremt støjende. Tidligere har forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen beklaget, at regeringen har tilbageholdt kritiske støjoplysninger om det ny kampfly. Han har også sagt, at regeringen har lagt alt frem i sagen. I et svar til Jyllands-Posten skriver Forsvarsministeriet da også, at det nu vil forsøge at fremskaffe oplysningerne fra USA, som skulle være omtalt i en rapport fra det amerikanske luftvåben. »Vi vil herefter læse den amerikanske rapport, herunder de nærmere forudsætninger for rapporten,« hedder det. Samtidig oplyser Forsvarsministeriet, at de danske flystøjsberegninger »gennemføres på baggrund af detaljerede støjdata om F-35-flyet, som er modtaget fra USA.« Hvordan det så hænger sammen med de ny udtalelser fra USA, vil både politikere og borgere formentlig spørge ind til i de kommende uger.