Fortsæt til indhold
Indland

Elevtal i frit fald på skandaleramt skole - har kurs mod stort millionunderskud

På trods af massive fyringsrunder har VUC Syd kurs mod et underskud på mere end 40 mio. kr.

Problemerne fortsætter med at tårne sig op for den skandaleramte uddannelsesinstitution VUC Syd.

Sagerne om VUC Syd i Sønderjylland har rullet siden sommeren, hvor det kom frem, at skolen har haft en lemfældig omgang med offentlige midler.

Allerede i september kom det frem, at skolen var i så store økonomiske problemer, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) valgte at afsætte VUC Syds nuværende bestyrelse og i stedet indsætte et midlertidigt styre.

Nu viser en midtvejsrapport fra skolens midlertidige styre, at VUC Syd har kurs mod et underskud på 41,2 millioner kroner i 2018. Det skriver DR Syd.

Underskuddet sker på trods af, at man har afskediget en meget stor del af medarbejdene. Efter den seneste afskedigelsesrunde er der således skåret 136 stillinger af de 310 stillinger. Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge avisen er hovedproblemet, at antallet af kursister er i frit fald. I 2017 havde VUC Syd 2.579 kursister. I år forventes 1.856, mens tallet i 2020 forudses til at falde til blot 1.187.

Laust Joen Jacobsen, der er formand for det midlertidige styre på VUC Syd er ikke overrasket over, at der kommer et underskud. Men han kalder situationen svær.

»Det er mere størrelsen og omfanget af det. Pengene i kassen skal jo bruges til at betale lønninger. Det bliver en kæmpe udfordring,« siger Laust Joen Jacobsen til DR Syd.

På grund af det faldende elevtal er der for mange bygninger i forhold til antallet af elever, og derfor er man i færd med at undersøge, om hele eller dele af bygningerne kan sælges.

Men de næsten helt nye arkitekttegnede bygninger kommer til at lide et stort værditab, vurderer professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

»Når bygninger ikke kan anvendes til undervisning, er de meget mindre værd, og der vil være nogle meget store tab. Nu er det en klods om benet finansieringsmæssigt,« siger han til DR Syd.