Fortsæt til indhold
Indland

Fakta: Herboende iranere kæmper for løsrivelse fra Iran

Iransk selvstændighedskamp er flyttet til Danmark. ASMLA kæmper for en arabisk stat i det sydvestlige Iran.

/ritzau/

Den iranske gruppe ASMLA har de seneste måneder været i fokus i Danmark.

Den har både udløst en diplomatisk konflikt med Iran, og tilsyneladende var den centrum for den store politiaktion, som lukkede veje og broer flere timer i Danmark 28. september.

Lørdag og søndag afholder gruppen en konference i København. Bliv klogere på gruppen her:

* Forkortelsen ASMLA står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvas.

* Organisationen kæmper for, at en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran rundt om byen Ahwaz løsrives og bliver sin egen stat.

* Lederen af organisationen er Ahmad Mola Nissi.

* ASMLA er oprettet i 1999 af Ahmad Mola Nissi og Habib Ahvazi, aktivist fra regionen Khuzestan.

* Organisationen betragtes af Iran som en terrororganisation.

* Den dansk-iranske talsmand for ASMLA bor i Ringsted.

* 22. september angreb bevæbnede gerningsmænd en militærparade i Ahvaz. Paraden blev afholdt af Irans Revolutionsgarde. 25 blev dræbt, og 70 blev såret. Iran hævder, at ASMLA stod bag angrebet.

* Iran hævdede efter angrebet, at Danmark husede personer, der havde forbindelser til angrebet.

* Politiets Efterretningstjeneste (PET) iværksatte 28. september den usædvanlige politiaktion, der lammede trafikken i store dele af Danmark.

* 30. september løftede PET sløret for, at aktionen skyldtes, at en iransk efterretningstjeneste havde planer om et attentat i Danmark.

* I den forbindelse blev en norsk statsborger med iranske rødder anholdt den 21. oktober. Han er sigtet for at have sat ”iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark”.

* Den anholdte er også sigtet for have taget del i forberedelserne til attentatet.

Kilder: PET, Ritzau og DR.

Artiklens emner
ASMLA