Bevæbnet med køller, knive og økser: To grupper tørnede sammen i masseslagsmål
Tre personer kom til skade under slagsmålet.
I omegnen af 15 personer - formentlig fra to grupperinger - var søndag eftermiddag involveret i et slagsmål i Holbæk.
Det oplyser Martin Bjerregaard, der er kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Slagsmålet blev anmeldt klokken 15.47, men da politiet kort efter nåede frem til stedet, fandt man kun tre sårede, der alle var 18 år.
»De havde afværgeskader, og en måtte en tur på skadestuen for at blive undersøgt og modtage behandling. Den værste skade var en flænge i hovedet, men ingen af dem havde livstruende skader,« oplyser Martin Bjerregaard.
Ved slagsmålet blev der angiveligt benyttet flere våben, ligesom flere af de involverede skulle have været maskeret.
»Anmeldelsen lød dramatisk, da der var meldinger om brug af både knive, økser, køller og mange involverede,« siger kommunikationsrådgiveren.
Hændelsen fandt sted på Havevangen i Holbæk, hvor der ligger fire almene boligblokke. Bag boligområdet ligger også en række kolonihaver.
Der har tidligere været uro i området. Ifølge TV Øst holdt rockergruppen Bandidos fredag aften fest i netop Holbæk. I den forbindelse forekom der ifølg mediet en del ballade i byen.
Blandt andet skulle to grupper have endt i slagsmål, ligesom personer bevæbnet med køller eller baseballbat blev set løbe rundt i byen.
Om fredagens hændelser kan kædes sammen med slagsmålet søndag er endnu for tidligt at konkludere, mener Martin Bjerregaard. Men det er noget, der indgår i efterforskningen, påpeger han.
»Når man kigger på historikken har der været meget ballade i det såkaldte Vang-kvarter i den seneste tid, hvilket har skabt bekymring blandt de lokale beboere. Vi er derfor meget opmærksomme på situationen derude og i Holbæk generelt, for det er jo ikke en adfærd, vi ligefrem billiger,« siger Martin Bjerregaard.
Der er endnu ingen anholdte efter det voldsomme slagsmål.