Fortsæt til indhold
Indland

Politiet har lukket 11 rockerklubhuse på Sjælland og Lolland-Falster

Lukningen gælder foreløbigt de kommende 14 dage.

Politikredsene på Sjælland og Lolland-Falster har nu besluttet midlertidigt at lukke Satudarah MC og Bandidos MCs klubhuse på Sjælland og Lolland-Falster. Lukningen af Satudarahs klubhus i Maribo sker dog som en forlængelse af den hidtidige lukning, som blev sat i værk den 6. oktober.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet vurderer ud fra sin »generelle monitering og efterforskning af blandt andet rocker- og bandegrupperingerne«, at der aktuelt verserer en konflikt mellem Satudarah MC og Bandidos MC - herunder flere af deres støttegrupper.

I pressemeddelelsen oplyser Københavns Politi, at konflikten i særlig grad er eskaleret efter et større slagsmål mellem de to grupper ved et boksestævne, som fandt sted i Herlev den 27. oktober. Balladen har siden ført til flere alvorlige angreb og voldelige hændelser mellem de to grupper.

Denne konflikt er efter politiets overbevisning ikke geografisk afgrænset, da der i flere politikredse på Sjælland har været »konkrete hændelser forøvet både i det offentlige rum, mod deres klubhuse og mod andre adresser, hvor medlemmer af grupperne bor,« lyder det i pressemeddelelsen.

De to rockergrupperinger har som led i konflikten anvendt både skydevåben, stik- og slagvåben, der på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.

Den samlede vurdering fra politiet er, at der med baggrund i de mange angreb og hændelser siden den 27. oktober, samt den geografiske spredning af hændelser og ikke mindst den forholdsvis korte tidsmæssige udstrækning mellem de enkelte episoder, er »betydelig risiko for yderligere angreb og voldelige hændelser«.

Politiet mener også, at rockergrupperingernes klubhuse vil kunne udgøre et mål for yderligere angreb i konflikten, skriver Københavns Politi. Beslutningen om forbuddet er taget med baggrund i loven om forbud mod ophold på bestemte ejendomme (”Rockerloven”).

De følgende klubhuse lukkes fra fredag middag og foreløbigt 14 dage frem.

Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds:

  • Vestergade 36, 4930 Maribo (Satudarah klubhus, som allerede har været lukket siden den 6. oktober)
  • Ringstedgade 229A, 4700 Næstved (Bandidos klubhus)

Midt- og Vestsjællands politikreds:

  • Østerstræde 4, 4300 Holbæk (Bandidos)
  • Egøjevej 114, 4600 Køge (Bandidos)

Københavns Vestegns politikreds:

  • Kirkegade 8, 2650 Hvidovre (Bandidos)
  • Egegårdsvej 56, 2610 Rødovre (Bandidos)
  • Brøndbytoften 11, 1., 2605 Brøndby (Bandidos)

Nordsjællands politikreds:

  • Stubbedamsvej 17B, 3000 Helsingør (Bandidos)
  • Industrivænget 27, 3400 Hillerød (Bandidos)
  • Industrivænget 12, 3300 Frederiksværk (Bandidos)
  • Ringbakken 10, Ganløse, 3660 Stenløse (Satudarah)