Fredet bro fra 1700-tallet blev revet ned ved en fejl - nu skal den genopføres
Hos Tønder Kommune regner man ikke med, at det er skatteyderne i kommunen, som kommer til at betale regningen for at få den nye bro revet ned og den gamle genopbygget.
Som et fredet fortidsminde var det meningen, at Fiskebæk Bro syd for Toftlund skulle blive liggende for tid og evighed.
Så da det viste sig, at broen tidligere på året ved en fejl var blevet revet ned og erstattet af en ny og mere moderne bro, skabte det forargelse i lokalsamfundet såvel som i museumsverdenen.
Hos Tønder Kommune lagde man sig øjeblikkeligt fladt ned og beklagede, at det ikke var blevet undersøgt ordentligt, at broen var klassificeret som fortidsminde.
Det var i forbindelse med en renovering af den 200 år gamle bro, at man besluttede at udskifte den gamle bro af granitsten med en ny bygget op af et stort såkaldt pvc-rør med sten rundt om. Prisen lød på 250.000 kr.
Nu er der imidlertid nyt i sagen om brofadæsen.
I sidste uge fik Tønder Kommune efter flere måneders venten således en mail fra Slots- og Kulturstyrelsen, skriver TV Syd. I den står der, at broen kræves genopført.
Dermed skal den nye bro rives ned, og den gamle opføres med det materiale, der blev gemt fra den gamle bro. Hvad den manøvre kommer til at koste, er endnu ukendt.
Fra kommunens side forventer man dog ikke, at det bliver skatteyderne i komunen, der hænger på regningen.
»Efter vores mening ligger fejlen hos den rådgivende ingeniør, og jeg forventer, at det bliver kommunens forsikringsselskab og den rådgivende ingeniørs forsikringsselskab, der afgør, hvem der i sidste ende skal betale regningen,« oplyser borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen (V), til TV Syd.
Ifølge mediet er kommunen blevet pålagt af Slots- og Kulturstyrelsen at sørge for, at broen så vidt muligt skal genopføres, så den ligner den oprindelige bro.
Da dele af broens materiale er gået tabt, betyder det, at kommunen f.eks. skal sørge for at de tabte granitblokke bliver erstattet med sten af samme type.
Til gengæld får kommunen lov til at gøre broen bredere, end den gamle bro var, så den kan »håndtere de aktuelle krav til trafikken«.
Den nye udgave af Fiskebæk Bro skal stå færdig inden udgangen af 2019. Inden da skal kommunen komme med et forslag til genopbygningen, som skal godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen, før arbejdet kan gå i gang.