Fortsæt til indhold
Indland

Livsfarlig leg blandt badegæster i Nordjylland: Nu har kommunen reageret

Det er særligt unge, der skaber farlige situationer ved færge i Hvalpslund Havn, lyder det.

Når færgen Mary er på vej ind eller ud fra Hvalpsund Havn, slår de til.

»Det er typisk unge omkring 15-18 års alderen. De hopper i kun fire-fem meter fra færgen. Det sker både, når vi er på vej ind og ud af færgelejet i Hvalpsund. Det virker som om, de unge konkurrerer om, hvem der tør hoppe tættest på«, siger overfartsleder Flemming Thomasen til Nordjyske.dk.

Den livsfarlige opførsel har nu fået Vesthimmerlands Kommune til at sætte skilte op, der gør badegæsterne opmærksom på, at den slags adfærd er forbudt.

Flemming Thomasen forklarer, at folk kan komme i klemme ved kajen eller blive suget ned i skruen af færgen.

Det »overlever man ikke,« slår han fast.

I nærheden af Hvalpsund Havn ved Limfjorden er der en bred sandstrand, hvor det er lovligt at bade fra.