Fortsæt til indhold
Indland

Hastighedsgrænserne hæves på 150 km landevej og 31 km motorvej

Vejdirektoratet har udpeget 21 vejstrækninger, hvor hastighedsgrænserne bliver sat op.

I finanslovsaftalen for 2018 afsatte regeringen og Dansk Folkeparti penge til at hæve hastighedsgrænsen på udvalgte lande- og motorveje rundt om i Danmark.

Nu har Vejdirektoratet gennemført dets undersøgelser, og her har man fundet frem til 17 landevejsstrækninger og fire motorvejsstrækninger, hvor man vil hæve fartgrænsen fra henholdsvis 80 km/t - 90 km/t og 110 km/t - 120 km/t.

Det oplyser direktoratet i en pressemeddelelse.

Afdelingsleder i Vejdirektoratet Ivar Sande udtaler i pressemeddelelsen, at man nu går i gang med arbejdet med at forbedre trafiksikkerheden, så vejstrækningerne kan blive klar til de højere hastighedsgrænser.

Det arbejde omfatter på landevejene bl.a. opsættelse autoværn, etablering af rumleriller og indførsel af overhalingsforbud. Arbejdet ventes at være udført på alle udvalgte landeveje i 2020.

På motorvejene vil Vejdirektoratet bl.a. lave rumleriller mod midterrabatten og opsætte påkørselsdæmpere på eksisterende autoværn. Det er forventningen at hastighedsgrænsen kan hæves på de fire strækninger til november.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen ser frem til at få hævet fartgrænserne.

»Vi øger mobiliteten, hvor det er forsvarligt, så folk kan komme hurtigere frem. Jeg tror desuden, at hastigheder, der virker logiske, og som er forsvarlige for trafiksikkerheden, er nemmere at overholde end hastighedsgrænser, der virker ulogiske. Derfor gør vi nu nogle udvalgte veje klar til en højere hastighedsgrænse ved at indføre en række trafiksikkerhedsforbedrende tiltag,« udtaler han i pressemeddelelsen.

Men de forhøjede hastighedsgrænser vækker bekymring hos trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet. I fjor udtalte han sig kritisk overfor regeringens planer til Jyllands-Posten, og han købte heller ikke transport-, bygnings- og boligministerens argument om, at hastighedsgrænserne bliver nemmere at overholde.

»Problemet er, at hastighedsgrænsen aldrig kommer til at give mening for den enkelte bilist. For på vejene oplever vi ikke hastigheden som et problem,« sagde han dengang.

Herunder kan du se hvilke strækninger det drejer sig om.