Flygtninge har højt fravær fra sprogskolen om sommeren
En kommune har taget konsekvensen af pjækkeri på sprogskolen og holder i år sommerlukket.
Selv om flygtninge for et par år siden mistede retten til at holde sommerferie, er det langtfra alle, der møder op i sprogskolen i sommerperioden.
Ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet er juli således klart den måned, hvor der er det højeste fravær. Helt præcist var det på 47,1 pct. i juli i fjor.
»Det er voldsomt, det er et kæmpe fravær,« siger Lars Nordborg, formand for sammenslutningen De Danske Sprogcentre.
Skolernes registreringer gør det ikke muligt at skelne mellem ulovligt og lovligt fravær som f.eks. sygdom, lægebesøg og møder på kommunen.
Men i Favrskov Kommune, hvor fraværet sidste år i juli var på 50 pct., er arbejdsmarkedschef Anita Jensen ikke i tvivl om, at en del er pjækkeri, hvor flygtningene bevilger sig selv fri i ferieperioden. Det kan bl.a. skyldes, at nogle er frustrerede over, at de ikke kan være hjemme hos deres børn i sommerferien, og at det er mere besværligt at aflevere børn længere væk, når deres normale daginstitution er ferielukket, siger hun.
Kommunen har nu taget konsekvensen af det høje fravær og som et forsøg besluttet at lukke sprogskolen i uge 29-31. Håbet er, at denne pause vil få fremmødet til at stige.
»Vi har en forventning om, at når man i en periode er mindre aktiv, så er man også bedre til at passe sine ting resten af tiden,« siger Anita Jensen.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) kalder fraværsniveauet »uholdbart« og mener, at det er en »hån imod det danske samfund« at blive væk fra gratis undervisning, der er stillet til rådighed. Hun understreger, at ulovligt fravær skal føre til et træk i ydelserne, og hun vil nu drøfte med kommunerne, hvad der kan gøres for at bringe fraværet ned.
Favrskovs beslutning om at sommerlukke sprogskolen er ifølge hende en glidebane, hvor flygtningene belønnes for at pjække.
»Det er ikke sådan, at man bare skal kunne blive væk eller demonstrere og på den måde presse sig til at få noget ferie,« siger hun med henvisning til, at det var i Favrskov, at flygtningene for to år siden demonstrerede imod den mistede ret til sommerferie.
Lars Storgaard (K), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Favrskov, afviser, at flygtningene har presset sig til noget.
»Der er sund fornuft i at holde lukket. Så kan lærerne også få afviklet ferie.«