Fortsæt til indhold
Indland

Vandværker melder om akut vandmangel: »Situationen er alvorlig«

Der er ikke udsigt til de store mængder nedbør de næste 10 døgn.

Det varme vejr varer ved, hvilket formentlig er til stor glæde for de fleste.

Hos flere vandværker rundt om i landet giver det sommerlige vejr dog anledning til bekymring. For i takt med, at temperaturen er steget, er også vandforbruget skudt i vejret, skriver TV 2.

Søndag kunne man hos Alsønderup Vandværk i Hillerød f.eks. konkludere, at borgerne brugte mere vand, end vandværket kunne nå at filtrere.

Normalt ligger vandværkets forbrug ifølge TV 2 på 17 kubikmeter vand i timen, men søndag lå niveauet på 40 kubikmeter i timen, da det var allerværst.

Derfor så Jan Richelsen, bestyrelsesformand ved Alsønderup Vandværk, sig nødsaget til at sende en sms ud til de omkring 1.400 husstande, der hører under vandværket.

»Brug vand med omtanke. Spar på vandet. Vand kun tidlig morgen eller sen aften,« lød det bl.a. i sms'en.

Lige lidt hjalp det dog. Først hen mod 22.30-tiden, hvor de fleste formodes at være på vej i seng, faldt vandforbruget.

Jan Richelsen er ikke i tvivl om, hvad størstedelen af det øget vandforbrug går til.

Svømmebassiner er ifølge ham synderen. Han opfordrer til, at folk kommer lidt klor i vandet, så bassinet ikke skal tømmes og efterfølgende fyldes igen helt så ofte.

»Situationen er alvorlig. Det her er ikke normalt. Det er tåbeligt, at man ønsker sig gråvejr. Men det er faktisk der, jeg er. Det er en lidt speciel situation,« forklarer bestyrelsesformanden over for TV 2.

Også ved Døjringe Vandværk ved Sorø har pumperne haft problemer med at kunne følge med.

»Søndag aften ringede en stor svinebonde og sagde, at han ikke havde noget vand. Det går ikke. Mennesker og dyr kommer først,« fortæller formand for vandværket, Peder Jensen, til Dagbladet Ringsted.

Derfor valgte man at indføre totalt vandingsforbud. Hvis ikke folk overholder det, kan man ifølge Peder Jensen blive nødt til at lukke helt af for vandforsyningen i korte perioder.

Også han mener, at det er svømmebassiner samt havevanding, der er de helt store vandslugere.

Ifølge de seneste prognoser er der generelt ikke udsigt til nedbør de kommende 10 døgn.

Danske Vandværker, der er de danske vandforsyningers brancheorganisation, oplyser til TV 2, at man ikke har overblik over, hvor mange vandværker, der i alt er ramt af problemer.