Dansk rekord: Højeste hammerslag nogensinde på smykkeauktion
En armring i hvidguld med smaragder og diamanter indbragte 1,2 mio. kr.
Kongernes guldsmed og guldsmedenes konge.
De ord bruges ind i mellem til at beskrive Cartier, grundlagt i Paris 1847, som udmærker sig ved at fremstille eksklusive smykker og armbåndsure. Af den grund er det måske ikke overraskende, at mærkevarerne kan være indbringende på auktion.
Alligevel har hammerslaget på en armring fra netop Cartier overrasket eksperterne hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Armringen, der er udformet som en panter i 18 kt. hvidguld og besat med diamanter, onyx og smaragder, endte med at indbringe 1,2 mio. kr.
Vurderingen var ifølge en tidligere pressemeddelelse fra Bruun Rasmussen fra den 16. maj sat til mindre end det halve. Her blev den vurderet til mellem 300.000 og 500.000 kr.
Ifølge samme pressemeddelelse var nyprisen på smykket angivet til ca. 1,8 mio. kr.
Cartiers "Panthère", som Bruun Rasmussens ekspert kalder for det »ultimative ikoniske smykke«, satte endog flere rekorder.
Ifølge auktionshuset har smykket nemlig sat rekord for det højeste hammerslag nogensinde opnået på en smykkeauktion i Danmark.
Samtidig er der tale om det hidtil højeste hammerslag for en Cartier-panterarmring på verdensplan.
Diamantsmykket har tidligere været udbudt tre gange på det internationale auktionsmarked, og det var således første gang, at Bruun Rasmussen kunne sætte en panter af den kaliber på dagsordenen.