Fortsæt til indhold
Indland

Slim, snavs og skimmel: Sygehus har fået sur smiley

Besøget udløste desuden en bøde på 20.000 kr.

Da Fødevarestyrelsen i sidste uge var på kontrolbesøg i køkkenet på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, endte det med en sur smiley.

Det skriver Jydskevestkysten.

Den sure smiley skyldes, at styrelsen bl.a. mente, at rengøringen i køkkenet var »mangelfuld«, ligesom der blev fundet formodet skimmelsvamp flere steder i køkkenet, der producerer mad til patienter og pårørende.

»I begge grøntkølrum fremstår loft, lamper, vægge, reoler og riste på blæsere med formodet skimmel. I stort kølerum er der ligeledes formodet skimmel på loft og lamper,« fremgår det bl.a. af kontrolrapporten, der fortsætter:

»I køledisk i kundeområde er der manglefuldt rengjort, idet der i alle fire afløb er beskidt og slimet. I a'la carteafdeling fremstår en enkelt udluftningsventil meget snavset, og Salamander/varmeapparat fremstår beskidt og fedtet.«

Sygehuset er blevet idømt en bøde på 20.000 pga. den manglende rengøring. Bødestørrelsen er blevet bestemt ud fra, at sygehuset også sidste år fik en indskærpelse for rengøringen.

Sygehus Sønderjylland sygehusdirektør, Peter Fosgrau, oplyser, at han nu vil gå ind i sagen.

»Det er ikke acceptabelt og ikke min forventning, at man finder skimmelsvamp og slim i et sygehuskøkken. Det er en indikator for, at det er gået den forkerte vej med hygiejnen. Hvis det ikke er blevet rettet op, så bliver der rettet op med det samme,« siger han til Jydskevestkysten.

Sygehus Sønderjylland er en samlet betegnelse for de sønderjyske sygehuse i Sønderborg, Tønder og Aabenraa.