Super solrig maj har gjort badevandet usædvanlig varmt for årstiden
Badevandet bør være klar til strandgæster, når vi rammer juni.
Et lille mirakel. Det kalder i hvert fald DMI den effekt, som de seneste 14 dage med store mængder sol har haft på vores ellers iskolde badevand. Den solrige periode har nemlig forårsaget vand på op til 16 til 17 grader i Danmark.
Det er usædvanligt med så høje temperaturer midt i maj. Vandet er visse steder op til fem grader varmere, end hvad der er normalt for årstiden, skriver DMI på sin hjemmeside.
Det gælder f.eks. i Vadehavet, i Limfjorden og syd for Lolland-Falster, hvilket dels skyldes de seneste dages rolige vindforhold.
Da vi gik ind i årets sidste forårsmåned for 14 dage siden, var det varmeste vand til sammenligning kun mellem 10 og 12 grader. Men siden den 2. maj har solen i gennemsnit skinnet flere end 10 timer om dagen.
Når solen står højt på himlen, kan strålerne varme vandet ca. 0,5 grader op pr. dag, forklarer DMI's oceanograf Jacob Woge.
»Med mindre vi direkte får skyer og blæst i resten af maj, så burde badevandet være helt klart til en strandtur, når vi kommer ind i juni,« siger han ifølge DMI.
Solen hersker fortsat tirsdag, hvor vi kan opleve op til 26 grader. Fra tirsdag aften eller onsdag ventes svage fronter at bevæge sig frem mod Danmark fra øst og sydøst, og der vil være mulighed for byger. Temperaturen kan imidlertid ramme 24 grader onsdag.
Mellem torsdag og pinsedag, som falder søndag, ventes dagtemperaturen at svinge mellem 17 og 23 grader med en blanding af sol og byger.
Henover pinsen spår DMI, at et højtryk over den skandinaviske halvø vil forstærkes og bredde sig over Danmark, hvilket igen vil give mere stabilt og lunt vejr.