Peter Madsen skrev i sms, at han ville sprænge Refshaleøen i luften
En bekendt til Peter Madsen oplevede, at han blev mere manisk i månederne op til den 10. august.
Dagens eneste vidne - og muligvis sagens sidste - på dag nummer ni i retssagen mod Peter Madsen var en kvindelig bekendt af ubådskaptajnen.
Hun fortalte, at de to mødtes for seks-syv år siden til en privatfest i det, der bliver kaldt ”Kinky Salon.” Vidnet beskrev disse fester som arrangementer med »gøgl, fest og udklædning.«
Hun afviste, at der var var tale om fetishfester eller en sexklub, men bekræftede, at man kunne dyrke sex til festerne. Kvinden havde ikke haft et seksuelt forhold til Peter Madsen, de havde dog haft løbende kontakt siden det første møde til festen.
Mange af deres samtaler havde handlet om ubåden, som vidnet var interesseret i, fordi hun er fotograf, og de to havde talt om, at hun skulle tage billeder derfra.
I foråret 2017 begyndte der dog at ske noget med kontakten, fortalte vidnet. Den blev hyppigere og mere insisterende.
Peter Madsen skrev til hendes via Facebook i maj 2017, hvor de aftalte, at hun skulle komme ned i ubåden Nautilus til en picnic sammen med nogle børn, som hun kendte.
»I juni eller juli ændrede det sig, så det bare var mig, der skulle med uden kæresten, fordi jeg skulle se om jeg kunne lide det først,« fortalte vidnet, som undrede sig over, at hun nu var den eneste, som skulle med.
Anklager Jakob Buch-Jepsen læste op fra en sms-korrespondance fra juni 2017.
»Hej baby, er i troperne med varmt blåt vand og sur over, at jeg ikke kunne få ubåden, dig og dine små venner med i håndbagagen,« lød det i én af de to sms’er, som Peter Madsen sendte til vidnet.
Her skrev han også, at han ønskede at sprænge Refshaleøen, hvor Rumlaboratoriet befinder sig, i luften.
»Når jeg nu alligevel er gået kriminel, kan jeg lige så godt kidnappe dig ved samme lejlighed med mand og børn,« tilføjede han.
Anklageren spurgte, hvad vidnet tænkte, da hun modtog sms’erne.
»Jeg tænker, at det er mega aparte. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere på det, men han er jo rimelig speciel, så jeg vælger at grine af det.«
Peter Madsen ringede til vidnet to gange i juli, hvilket var usædvanligt, og hun beskrev den tiltalte som manisk« i løbet af sommeren 2017.
Hun fandt det ikke logisk, kæresten pludselig ikke skulle med ud at sejle med Nautilus, da han først havde talt om, at mange skulle afsted og pludselig påstod, at der ikke var plads til kæresten. Hun havde således på forhånd besluttet, at hun ikke ville tage med.
Den sidste kontakt med Peter Madsen havde hun den 8. august, hvor han i en sms spurgte, om hun ville med ud at sejle med Nautilius i den kommende weekend.
Det afslog vidnet med den begrundelse, at hun var til luftballonfestival.
»Du er så illusiv en bandit,« svarede Peter Madsen.
Anklageren ville vide, om det var hendes opfattelse, at Peter Madsen ønskede en seksuel relation med hende.
»Det, synes jeg, altid har ligget der lidt implicit,« lød svaret fra kvinden.
Forsvareren, Betina Hald Engmark, bad vidnet beskrive Peter Madsen.
»Jeg oplever ham som meget sexfikseret, det var meget det, han fortalte om, når vi mødtes, og ellers er han en særlig person.«
»Opfattede du ham som voldelig,« ville forsvareren vide.
»Nej.«
Kvinden bekræftede, at han over for politiet havde beskrevet ham som »en rar, spændende og anderledes person.«
Resten af retsdagen vil blive brugt på dokumentation, hvor anklager og forsvarer læser alt det materiale op, som de mener, skal være en del af rettens bedømmelse af sagen.
Peter Madsen er tiltalt for at have seksuelt mishandlet og efterfølgende dræbt og parteret den svenske journalist Kim Wall på ubåden Nautilus.
Drabet skal være sket i tidsrummet mellem kl. 22 den 10. august 2017 og kl. 10 den 11. august i dansk farvand.
Peter Madsen nægter sig skyldig i drab og seksuel mishandling og fastholder, at Kim Wall døde af kulilteforgiftning, da lugen til ubåden satte sig fast, mens Madsen befandt sig på dækket.
Han erkender at have parteret hendes lig, fordi det ifølge ham var den eneste måde at få hende ud af ubåden på.
Anklageren kræver Madsen idømt fængsel på livstid eller forvaring.
Der ventes dom i sagen den 25. april.