Fortsæt til indhold
Indland

Første gang i 35 år: Marts overgået af lun januardag

Årets hidtil højeste temperatur blev målt den 24. januar.

I den kommende uge tager vi hul på årets fjerde måned. Kalenderen siger, at det er forår, men det milde forårsvejr og de typisk lunere temperaturer lader vente på sig.

Således er den højeste temperatur, der endnu er blevet målt i år, 12,1 graders varme, som blev målt i Store Jyndevad nær den dansk-tyske grænse den 24. januar.

Oprindeligt blev der målt 12,9 graders varme i Sønderborg samme dag.

Men den måling valgte Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) efterfølgende at annullere, da man sammenlignede varmerekorden med målinger i nærområdet.

Fra de lunere toner i januar, bevægede vi os over i en kold februar, som bød på en maksimumtemperatur på 6,6 grader. Det var ifølge TV 2 Vejret den laveste maksimumtemperatur i februar i 22 år.

De lave temperaturer fortsatte i marts. Her plejer forårstemperaturerne at vise sig, således at man i gennemsnit opnår 15 graders varme første gang den 24. marts.

Det har dog ikke været tilfældet i år. Faktisk har den højest målte temperatur i marts ligget på 11,2 grader, hvilket blev målt den 12. marts.

Dermed er januar fortsat den måned, som har budt på den varmeste dag i 2018. Og det kalder TV Vejret for en »usædvanlig situation«.

Det skyldes, at vi skal 35 år tilbage, før vi sidst var vidne til, at den højeste temperatur blev registreret i januar og ikke marts.

Ifølge DMI er det blot fjerde gang, at det sker, siden man i 1874 begyndte at føre kontinuerlige vejrmålinger over Danmark.

Den kommende påskeuge byder ifølge vejrinstituttet på endnu en omgang sne til dele af landet.

Temperaturerne forventes ikke at overstige 10 grader frem mod overgangen til april. Derimod vil der flere dage være nattefrost.

»Det er ret sikkert, at det bliver koldt for årstiden,« lyder det på DMI's hjemmeside.

Artiklens emner
DMI