Veninde tegnede et manisk og ekstremt portræt af Peter Madsen
Fire personer vidnede i retten på fjerdedagen i ubådssagen. Ét vidne kaldte Peter Madsen for flink og passioneret, et andet talte om hans dødsfascination.
Det var to forskellige portrætter, der blev tegnet af den blazerklædte Peter Madsen i retten fredag.
Mens en tidligere praktikant i Madsens raketprojekt, Rumlaboratoriet, beskrev ham som flink, rar, passioneret og empatisk, fortalte en veninde om den tiltaltes dødsfascination, og at han havde kaldt sig selv for en psykopat – omend en »kærlig« en af slagsen.