Fortsæt til indhold
Indland

Peter Madsens tidligere praktikant: »Han var i en tilstand, jeg aldrig har set ham i før«

Madsen var nedtrykt og opgivende den dag, han sejlede ud med Kim Wall. Det mener en tidligere praktikant.

En tidligere tysk praktikant blev afhørt som dagens sidste vidne på den tredje retsdag i sagen mod den drabstiltalte ubådsbygger Peter Madsen.

Praktikanten, der anmodede om at blive kaldt S, var praktikant hos Madsen ad to omgange i henholdsvis 2016 og 2017, og sov ofte i ubådshangaren. Han var også til stede på ubådsværkstedet den 10. august, som var den dag, Kim Wall sejlede ud med Peter Madsen i ubåden Nautilus og senere afgik ved døden.

Vidnet, S, fortæller, at Peter Madsen om eftermiddagen den 10. august virkede meget nedtrykt og træt.

»Jeg fandt ham i en tilstand, som jeg aldrig havde set ham i før. Han flød nærmest ud i stolen,« forklarede praktikanten, og viste med benene ud til hver side, hvordan han mente, Peter Madsen sad.

Det er tidligere kommet frem, at Peter Madsen havde aflyst en forestående raketaffyring på Bornholm, og anklager Jakob Buch-Jepsen har argumenteret for, at Peter Madsen derfor var præget af opgivenhed. Han mener, at det kan være et muligt motiv for at dræbe Kim Wall, simplethen fordi alt angiveligt kunne være ligegyldigt for Peter Madsen.

Madsen har tidligere afvist, at han var nedtrykt over aflysningen.

Under afhøringen af praktikanten spurgte anklageren desuden ind til den vandslange, der blev fundet i ubåden og til den orange fukssvans, der efter den 10. august manglede fra Madsens værksted. Madsen har forklaret, at saven skulle bruges til at lave nogle hylder i ubåden, og at det desuden var helt normalt at have vandslagen med om bord.

Praktikanten havde ikke hørt noget om hylderne og så personligt ingen grund til, at Madsen skulle have medbragt en sav på en sejlads, men han kunne ikke afvise, at det var normalt at medbringe en vandslange.

Forsvarer Betina Hald Engmark såede efterfølgende tvivl om praktikantens kendskab til ubåden og påpegede, at han ikke var i stand til at vurdere hvilke ting, der skulle være dernede og ikke var indviet i alle de ting, der blev bygget i båden.

Det kom desuden frem under afhøringen, at praktikanten har haft adgang til Peter Madsens computer.

»Da jeg på et tidspunkt skulle hjælpe ham med at geninstallere nogle ting på computeren, sagde Peter til mig: Hvis du bare vidste, hvad jeg har liggende,« fortæller han.

Afslutningsvis ville forsvareren vide, om praktikanten selv havde set videoer af folk, der blev slået ihjel.

»Jeg brugte en gang en hjemmeside til at se nogle videoer med Islamisk Stat, der hugger hovedet af folk, men det er mindst fem år siden,« sagde han.

Retssagen mod Peter Madsen fortsætter fredag, hvor flere vidner skal afhøres. Der ventes dom i sagen i slutningen af april.