Ulovlig insektgift har taget livet af havørn
Den døde havørn blev fundet i nærheden af Juelsminde i januar.
En havørn har mistet livet efter at være blevet forgiftet med insektgiften carbofuran.
Det har DTU Veterinærinstituttet nu slået fast, skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) onsdag.
Ørnen blev fundet den 7. januar i nærheden af Juelsminde i Østjylland, og man mener, at den kan have indtaget et forgiftet kadaver.
Sagen er nu blevet meldt til politiet. Carbofuran har nemlig været ulovlig at anvende i EU siden 2008.
»Det er stærkt bekymrende, at vi stort set hvert år finder rovfugle, der er døde af carbofuran, selv om det efterhånden er 10 år siden, at giften blev forbudt i EU. Det kan være svært for politiet at komme til bunds i disse sager, men vi appellerer til, at der bliver tjekket grundigt for mulige lagre af carbofuran i de områder, hvor vi påviser de giftdræbte fugle,« siger Knud Flensted, der er biolog i DOF, til foreningens hjemmeside.
Hanørnen vejede 4,6 kg og havde et vingefang på 200 centimeter. Der var tale om en ung fugl, som i år kunne have taget hul på sin første ynglesæson.
Om nogen bevidst har forsøgt at få ram på rovfugle med giften, eller om der er tale om et uheld, og at giften er lagt ud til andre dyr, vides ikke.
Ifølge DOF har der siden 2010 været en halv snes tilfælde, hvor carbofuran har kostet fredede rovfugle livet i Danmark.
Carbofuran er det samme stof, som blev fundet i flere fisk i en sø i den nordlige del af Store Vildmose ved Brønderslev i september.