Fortsæt til indhold
Indland

Video er gået verden rundt: Sjælden tiger kom på glatis i dansk dyrepark

Hos Knuthenborg Safaripark er man overrasket over, at videoen er blevet et viralt hit.

En video af en sibirisk tiger, der falder gennem isen i et vandhul, er blevet delt vidt og bredt på internettet blandt brugere og medier verden over.

Videoen blev optaget i Knuthenborg Safaripark i slutningen af sidste uge og blev efterfølgende delt på dyreparkens Facebook-side.

Siden da er den gået viralt og blevet delt igen og igen ikke blot af danske medier, men også de internationale af slagsen.

Hos Knuthenborg Safaripark er man overrasket over, at videoen er nået så langt ud i verden.

»Vi kan se lige nu, at klippet med vores sibiriske tiger bliver delt voldsomt meget i Rusland, ligesom det også deles vildt på f.eks. Reddit og på flere forskellige udenlandske nyhedssider,« siger Miriam Hindsgaul, der er kommunikationschef i dyreparken, til BT.

Hovedpersonen i videoen er den treårige tiger, der har fået navnet Roza.

Da hun bevæger sig ud på isen, giver den pludselig efter, hvilket resulterer i, at tigeren til sin store overraskelse ryger lige lukt gennem isen og ned i det kolde vand.

Det var et rent tilfælde, at en dyrepasser filmede episoden, oplyses det.

Videoen er på dyreparkens egen Facebook-side blevet set mere end 200.000 gange. Desuden er den blevet delt på bl.a. Reddit, 9gag og spanske Mundo.

Roza er en af blot 700 sibiriske tigre, som lever i fangenskab i dyreparker og zoologiske haver verden over.

Det anslås, at der i dag kun findes 400 vildlevende sibiriske tigre. Dermed er arten et af verdens mest truede pattedyr.