Annonce
Indland

Tre venner mindes prins Henrik: Han havde en fantastisk evne til at tilgive

Et omsorgsfuldt og modigt menneske. Indegrebet af kultur. En stor berigelse. Sådan beskriver vennerne prins Henrik.

Prins Henrik sov stille ind tirsdag aften, 83 år gammel. Han bisættes tirsdag den 20. februar. Foto: Lars Krabbe

Man har set talrige fotos af dem sammen på Kongeskibet, til hofballer og i fuld jagtuniform – men for Christian Kjær, advokat, kammerherre, politiker og prins Henriks mangeårige ven, er det prinsens evne til at tilgive og komme videre, som træder i forgrunden, når han skal beskrive, hvad han vil huske ved prinsen.

For advokat Christian Kjær har prins Henrik været en nær ven gennem mere end 40 år. Han vil savne hans omsorg og interesse for andre mennesker. Foto: Peter Willersted
»Han er i stand til at tilgive lynhurtigt. Selv når folk har udtalt sig kritisk om ham, kan man se ham sammen med dem i højt humør 14 dage senere. Det, synes jeg, er en fantastisk ting at kunne gøre,« siger Christian Kjær om sin nære ven gennem mere end 40 år.

»Han kan tale med alle mennesker og har sammen med majestæten givet det danske kongehus en lethed. Og så er det fantastisk, hvordan deres kunstneriske virke er kommet er frem,« siger han.

Sammen med prinsen har han nydt mange samtaler over en frokost, ligesom prinsen har tæsket ham i bridge adskillige gange. For et års tid siden var de på ferie sammen i Vestindien.

»Vi svømmede i havet hver morgen, og det var fantastisk at ligge og flyde der og lade sig bære oppe af saltvandet. Ingen af os var jo nogen letvægtere.«

Prins Henrik på jagt på Bornholm med kammeraterne prins Pignatelli, Peter Zobel, Christian Kjær, prins Henrik og grev Ditlev Knuth-Wintherfeldt. Foto: David Høgsholt

Prinsen af Østjylland: Dengang Henrik besøgte Tunø og andre gode minder

Filminstruktør: »Han lavede en fest ud af at købe fisk«

Anna von Lowsow er født komtesse og har kendt prins Henrik personligt gennem hele sit liv. Hun beundrer hans mod, nysgerrighed og indsigt. Foto: Steen Brogaard

Prinsen vidste ikke blot alt om bridge, vin og jagt. Han var indbegrebet af kultur, poesi, sprog, enorm og bred viden, nysgerrighed, interesse og indsigt i andre mennesker. Sådan lyder det fra Anna Von Lowzow, som er filminstruktør, kongelig tv-kommentator, adelig og som personligt har kendt prins Henrik som ven gennem hele sit liv.

Selv tilberedelsen af pigvarrogn og rokkevinger havde han forstand på. Det demonstrerede han en sommerdag hos fiskehandleren på havnen ved Bønnerup Strand, som de to sammen besøgte for at købe fisk. Prinsen og fiskehandleren var dus fra start, husker Anna von Lowsow, og fiskehandleren måtte sande, at han stod overfor en mand, som spontant lavede en fest ud af købe fisk, og som kunne matche hans viden om alt godt fra havet.

»Da vi kom ud fra fiskehandleren, fik prins Henrik øje på en gammel Citroën-veteranbil, og så måtte han lige hen og tale med ejeren. Det var sådan, han var. Han kunne lide mennesker,« siger Anna Von Lowzow.

Virakken om hans rolle og titel havde ifølge hende ikke udspring i, at han ønskede at være konge.

»Hans mission har været på sin egen måde at gøre opmærksom på den forskelsbehandling, der er i et moderne samfund som det danske. Jeg beundrer ham for det, det var modigt.«

Da prins Henrik kom ind i kongehuset, blev det meget større, mener hun.

Prins Henrik og Anna von Lowzow. Foto: Nordisk Film/TV 2

Prins Henriks nære ven: Jeg regner da med, at jeg skal med til begravelsen

Billedkunstner: Et originalt, farverigt renæssancemenneske

Kunstmaler Niels Strøbek har oplevet prins Henrik i selvforglemmende øjeblikke, hvor han har ladet sig betage af kunst og musik. Foto: Klaus Møller

Et renæssancemenneske. En original og farverig person med vidtfavnende interesser og stort nærvær.

Sådan betegner billedkunstner og kunstmaler Niels Strøbek prins Henrik, som han to gange har portrætteret - senest i 2014 på fødselsdagsmaleriet Tre Livsstadier.

»Når vi mødtes, var det som om, vi var gamle skolekammerater eller kunstnerkolleger. Han havde en indlevelse, et nærvær og en indforståethed overfor det, vi havde med at gøre,« siger Niels Strøbek.

Forud for det første portræt i 1988 havde Niels Strøbek og prins Henrik en indledende samtale på Fredensborg Slot, og talen faldt på prinsens forhold til musik.

JPs læsere: Hvil i fred, Prins Henrik

»Så sprang han pludselig op og afspillede et stykke fransk musik for mig - Hector Berlioz’s Le Spectre de la Rose. Jeg kunne se, hvor meget det bevægede ham. Han stod ved vinduet, og det var tydeligt at mærke, at her var et menneske, der kunne forglemme sig selv og lade sig betage og berige af kunsten,« siger Niels Strøbek.

Prinsens baggrund og liv var dramatisk, påpeger han, med opvækst i det franske Indokina, studieår i det parisiske sorbonnemiljø, et diplomatliv og så en tilværelse som prinsgemal i et traditionsbundet dansk kongehus.

»Vi skal alle være taknemmelige over, at han som et kulturelt set meget eksotisk menneske kom hertil.«

Prins Henrik og dronning Margrethe besøgte i 2012 udstillingen "Regent i 40 år - Dronning Margrethe II 1972-2012", hvor prins Christian fik lov at afsløre Niels Strøbæks nye portræt af familien. Foto: Stine Bidstrup

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

Danmarksbilleder: Farmor i sigte

Jyllands-Postens fotografer er vidner til både hverdagen og livets store begivenheder. Følg med her og se et nyt danmarksbillede alle hverdage.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her