Ny anholdelse i narkosag fra Haslev: Farligt stof kan også være blevet solgt i Næstved
Ifølge politiet er der tale om meget stærk MDMA - bedre kendt som ecstasy.
En yngre mand er søndag blevet anholdt i Næstved, oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
I forbindelse med anholdelsen blev der ifølge politikredsen fundet narkotika, som var identisk med den narkotika, som fredag blev solgt til to 15-årige drenge fra Haslev.
Den ene af de 15-årige ligger fortsat i koma efter at have indtaget stoffet, som den anden ligeledes blev akut indlagt af.
»Det drejer sig om stoffet MDMA (ecstasy, red.), og den netop anholdte har fortalt, at han var klar over, at det var meget stærk MDMA, men han har altså stadig solgt det videre,« udtaler politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Da den mand, som søndag er blevet anholdt, kommer fra Næstved, frygter politiet, at stoffet også kan være blevet solgt videre til personer i den sydsjællandske by.
»Da vi endnu ikke kan fastlægge, om stoffet også er solgt i Næstved op til weekenden, fraråder vi alle, der måtte have købt stoffet, at indtage det på grund af risikoen for deres helbred,« slår Kim Kliver fast.
Den unge mand fra Næstved er i første omgang blevet sigtet for salg af MDMA og for at have forvoldt fare for andres liv efter straffeloven.
Han vil i løbet af søndag blive afhørt yderligere, hvorefter det vil blive besluttet, om han skal kræves fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Lørdag aften blev en anden ung mand anholdt i sagen. Ved anholdelsen indrømmede han, at han havde solgt amfetaminlignende stof til de 15-årige drenge.
Han blev dog efter endt afhøring løsladt, da politiet angiveligt ikke fandt grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet.
Ifølge TV Øst har politiet med den seneste anholdelse fået fat i bagmanden, som altså forsynede pusheren i Haslev med det farlige stof.