Fortsæt til indhold
Indland

Egons pakke blev stjålet fra Olsen Banden-udstilling - nu er der blevet fundet et vigtigt spor

En kvinde stjal i åbningsweekenden en pakke fra særudstilling om Olsen Banden.

Det går ofte galt for de kriminelle karakterer i Olsen Banden-filmene på grund af en uforudset omstændighed.

Nu kan det samme ske for den kvinde, der i weekenden stjal en pakke fra Nordisk Films særudstilling om »Olsen Banden«-filmene i anledningen af 50-året for den første film i serien.

Selvom politiet endnu ikke har fundet frem til kvinden, har Nordisk Film selv opsnuset et vigtigt spor.

Kvinden betalte nemlig med dankort på stedet, inden hun stak den udstillede pakke op under sin frakke og stak af fra stedet.

Det oplyser Nordisk Film til TV 2 Lorry.

Derfor forsøger man i øjeblikket at finde frem til kvinden gennem dankortoplysningerne.

Pakken har en central rolle i udstillingen, oplyser rundviser Nicklas Pedersen, der samtidig mener, at det er vigtigt at sende et signal over for tyveknægte.

Derfor er tyveriet blevet anmeldt til Københavns Politi.

Kvinden bliver beskrevet som omkring 60 år, og hun var iført en grå jakke med pelskrave, sorte bukser, rød bluse og et rødternet halstørklæde.

Pakken indeholder dog ikke nogen detaljeret beskrivelse af det næste kup, kvinden kan begive sig ud på.

Et par gamle aviser er alt, hvad der ligger i pakken, oplyser Nordisk Film.