Fortsæt til indhold
Indland

Læge kritiserer nyt gebyr: »Normalt tjener jeg 500 kr. og en flæskestegssandwich«

Nye gebyr for bijobs møder kritik.

Flere læger er utilfredse med et nyt gebyr, som bliver opkrævet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Tirsdag formiddag havde 61 vagtlæger i Region Syddanmark opsagt deres bijob i protest mod, at lægerne fra årsskiftet skal betale et årligt gebyr på ca. 4.000 kroner for at blive registreret som et selvstændigt behandlingssted.

Men det er altså ikke kun vagtlægerne, der skal betale gebyret. Det er alle læger, der har et bijob, har Praktiserende Lægers Organisation (PLO) bekræftet over for Jyllands-Posten.

Folketinget besluttede i 2016 at indføre gebyret, som skal være med til at finansiere det såkaldte "risikobaserede tilsyn", der blev indført i 2017 for at styrke patientsikkerheden.

Gebyret rammer derfor også læger, der gennem en CVR-registreret enkeltmandsvirksomhed bijobber ved siden af et fuldtidsjob.

En af de læger, der netop ved siden af sit fuldtidsarbejde har haft et bijob, er Jannie Hjerpe.

Hun har netop opsagt sit firma, som hun bruger til at tilbyde sin lægehjælp ved ridestævner, da hun mener, det er urimeligt, at hun skal betale gebyret på 4.000 kroner om året.

»For en hel weekend ved et ridestævne får jeg måske 500 kr. og en flæskestegssandwich. Men det kan ikke længere betale sig, når jeg skal betale gebyret,« fortæller Jannie Hjerpe til Jyllands-Posten.

Hun uddyber, at en stor del af grunden til, at hun har hjulpet til, har været, at hendes datter har deltaget i stævnerne.

»Det kan blive svært for rideskolerne at finde læger, der vil hjælpe til nu,« siger Jannie Hjerpe.

Gebyret skal betales med tilbagevirkende kraft – altså også for det år, som sluttede i søndags.

Styrelsen for Patientsikkerhed har på baggrund af kritikken nu inviteret PLO og regionerne til et »dialogmøde« om gebyrer, hvor man skal forsøge at finde en løsning på problemet.

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel stod der, at man som læge skal betale for hvert geografisk behandlingssted - og at Janni Hjerpe skulle betale for hvert enkelt rideskole. Men det er forkert, da Styrelsen for Patientsikkerhed har gjort opmærksom på, at hun formentligt kun skal betale for én registrering. Endnu en kilde, Nikolaj Sode, er blevet fjernet, da det er mere uklart, hvordan de nye regler kommer til at påvirke ham.

Har man spørgsmål til, hvordan man bliver påvirket af gebyret, kan man finde information på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside, og ellers er man også velkommen til at kontakte styrelsen.