Fortsæt til indhold
Indland

Muleposen skal bruges 130 gange, før den er bedre end plasticposen

Danskerne bruger samlet omkring 460 mio. platicposer om året.

Hvis du som forbruger går med tanker om at skifte plasticposerne ud med en mulepose af bomuld, skal du være opmærksom på, at den ikke nødvendigvis er mere økonomisk i miljøregnskabet, end poserne af plastic er det.

Det kommer nemlig helt an på hvor mange gange, du vil komme til at bruge posen af stof, skriver DR.

Senest har Samsø meldt ud, at øen i et forsøg på at reducere mængden af plasticskrald vil bortskaffe plasticposer i handelslivet.

Efter planen skal plasticposerne helt udfases fra øens butikkerne i februar, og i stedet skal kunderne vænne sig til at bruge en økologisk genbrugspose af bomuld.

Ifølge Sine Beuse Fauerby, der er energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, er det dog værd at huske på, at det også koster i miljøregnskabet, når der skal fremstilles nye muleposer.

»Man skal bruge stof-muleposen 130 gange, før det kan betale sig i forhold plasticposen. Men ellers kan man jo også genbruge plasticposerne. Det vigtigste er, at man bruger dem mange gange til indkøb og ikke bare bruger dem som skraldepose, når man er kommet hjem,« siger hun til DR.

Danskerne bruger ifølge Miljøstyrelsen omkring 460 mio. plasticposer om året, hvoraf omkring 350 mio. af dem købes i supermarkeder.

Miljøstyrelsen satte i oktober gang i en undersøgelse, hvor Danmarks Tekniske Institut (DTU) skal udføre en såkaldt livscyklusvurdering og sammenligne miljøbelastningen ved at bruge bæreposer af henholdsvis plastic og stof.

Målet med undersøgelse er, at det som forbruger skal være nemmere at vælge den bedste løsning for miljøet. Undersøgelsen forventes afsluttet ved årsskiftet.